Tallene de seneste to døgn ligger en my over sidste års anmeldelsestal for samme datoer, men på trods af det er der overordnet set stadig anmeldt færre juleindbrud i år end sidste år.
Rigspolitiet betegner det som juleindbrud, når de har fundet sted fra 19. december. De seneste ti døgn er der anmeldt 491 indbrud.
I samme periode sidste år blev der anmeldt 612 indbrud.
Politiet gør opmærksomt på, at tallene kan stige, i takt med at folk vender hjem efter julefejring.
Af politiets hjemmeside fremgår det, at antallet af indbrud generelt set er faldet markant de seneste ti år. På trods af det sker der flere indbrud i Danmark end i vores nabolande.
Man kan selv gøre noget for at forebygge indbrud. Man kan bruge Nabohjælp, skabe god belysning udenfor og sørge for, at huset ikke er gemt væk bag høje hække. Det gør det sværere for en indbrudstyv at komme uset ind i hjemmet.
Desuden anbefaler politiet at bruge gode solide låse, døre og sikrede vinduer, så det bliver mere besværligt for tyven at bryde ind.