Blandt de gymnasieelever, der har meldt, at de strejker, er blandt andet elever fra Nykøbing Katedralskole og Maribo Gymnasium.
Det skriver Danske Gymnasieelevers sammenslutning i en pressemeddelelse.
Årsagen til de strejkende elever er, at regeringen har planer om at hæve karakterkravet på gymnasiet. Derudover stiller gymnasieeleverne sig ”stærkt kritiske” overfor regeringens forslag om at skære på skoler med over 700 elever.
- Lige nu lægger regeringen op til et nulsumsspil, hvor de store skolers økonomi skal holde hånden under de små. Det kan ikke være rigtigt, at man forringer undervisningskvaliteten for 60.000 gymnasieelever for at sikre uddannelsesudbuddet i hele landet, udtaler Joachim Ekstrand Federspiel, forperson for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.
Foreløbigt har elever fra 14 gymnasier i landet meldt, at de strejker på mandag. Det tal vil dog formentlig stige, da flere gymnasier i øjeblikket planlægger undervisningsnedlæggelse, lyder det.