Nyhedsoverblik

Hakket oksekød trækkes tilbage

Hakket oksekød fra Hilton Foods Denmark A/S trækkes tilbage, da det kan indeholde salmonella.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Der er tale om hakket oksekød af engelsk oprindelse, som er produceret den 19.-23. marts og den 4.-5. maj, hvor producenten selv har konstateret salmonella i kødet.

Af forsigtighedsprincip tilbagekaldes alt hakket oksekød fra Hilton Foods Denmark, som er produceret i perioden fra den 11. marts frem til den 13. maj. 

Det hakkede oksekød sælges i Dagli'Brugsen, SuperBrugsen, 365 Discount, Coop, Irma og Kvickly over hele landet.

Hvis man har produktet derhjemme, opfordrer Fødevarestyrelsen til, at man kasserer det eller leverer det tilbage til butikken, hvor det er købt.