Nyhedsoverblik

Her har unge hverken job eller uddannelse

Der er store forskelle på hvor mange unge, der er i job eller under uddannelse i de enkelte kommuner.

I mange kommuner i Syd- og Vestsjælland er der en stor andel af de unge mellem 15 og 24 år, som hverken har et job eller er i gang med en uddannelse. 

Det viser en ny opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Værst står det til i Lolland, hvor 440 unge ikke har et job eller er under uddannelse. Det svarer til 13 procent af kommunens unge. 

På landsplan er 6,3 procent af de unge ikke i job eller under uddannelse. 

Også i Vordingborg Kommune er mange unge uden job eller uddannelse. Her lyder tallet på 420 eller 9,9 procent af de unge. Kommunen er dog lykkedes med at få tallet ned fra 470 i 2022 til 2023.

Flere kommuner i regionen har mange unge, der hverken er i arbejde eller under uddannelse. I Guldborgsund, Kalundborg og Odsherred kommuner har lige knap ti procent af de unge hverken job eller uddannelse at stå op til om morgenen. 

Ringsted er den kommune i regionen, hvor den mindste andel af de unge hverken har et job eller er i gang med en uddannelse. Her er tallet på 7,4 procent.