Nyhedsoverblik

Her kan du aflevere dit våben uden at blive straffet

Slip for en sigtelse og aflever dit ulovlige våben.

Sådan lyder et særligt novembertilbud fra politiet, der hele november tilbyder frit lejde for aflevering af ulovlige våben lige fra knive og pistoler over håndgranater til tåregas og peberspray. 

Og det altså uden at få en sag på halsen for overtrædelse af våbenloven.

Meningen med det hele er at undgå, at de ulovlige våben falder i de forkerte hænder. Våbnene bliver derfor destrueret, når de er afleveret – med mindre de tilhører politiet eller Forsvaret.

Her i regionen kan afleveringen foregå på Midt- og Vestsjællands Politis stationer i Holbæk, Kalundborg, Ringsted eller på politiekspeditionen i Nykøbing Sjælland – og på Sydsjællands og Lolland Falsters Politis stationer i Nakskov, Nykøbing Falster, Næstved, Slagelse og Vordingborg. Åbningstiderne kan ses her.

Politiet opfordrer til, at man husker at pakke sit våben ind inden afleveringen.