Nyhedsoverblik

Højeste antal solgte boliger på en måned i over to år

Ikke siden marts 2022 er der blevet solgt så mange boliger i Danmark på en måned, som det var tilfældet denne oktober.

Det viser en ny opgørelse over boligsalget fra Boligsiden. Dermed fortætter stigningen i boligsalget i 2024, der er på vej tilbage til niveauet, der var før coronakrisen.

I oktober 2024 blev der solgt 8189 boliger ifølge Boligsiden. Det er det højeste tal for en oktober siden 2020.

Brian Friis Helmer, privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank, ser, at boligmarkedet er på vej et godt sted hen.

- Vi har set at renterne er begyndt at falde i 2024, og vi kan også se, at tæt på rekordmange er i arbejde, og rigtig mange har også fået lønstigninger. Det er alt sammen understøttende for boligmarkedet.

Ifølge ham er der udsigt til, at renterne kan falde yderligere i 2025.

Det er primært salg af huse og sommerhuse, der står for den massive fremgang i boligsalget.