Nyhedsoverblik

Holder fast i ”Nej-tak" til reklamer

Hver anden hustand i Danmark er i dag tilmeldt ordningen, som takker nej til de seneste slagtilbud i supermarkedet.

I juni 2020 aftalte et bredt flertal af Folketingets partier at undersøge muligheden for en ny ordning med Ja-tak til reklamer i Danmark. 

Samtidig blev det aftalt at undersøge fordele og ulemper ved henholdsvis en Ja-tak- og en Nej-tak-ordning. Undersøgelsen er nu afsluttet.

Regeringen har valgt at fastholde den nuværende Nej-tak-ordning, da de forventede miljømæssige fordele ved en Ja-tak-ordning ikke opvejer ulemperne.

Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse. 

Undersøgelsen viser, at især detailhandlen kan blive hårdt ramt af en ny ordning, da særligt mindre butikker ikke vil kunne komme i kontakt med nær så mange kunder, som de kan via trykte reklamer.

Samtidig er det vurderingen, at der er en reel risiko for, at Ja-tak-ordningen ikke vil blive godkendt i EU. 

Det skyldes, at det blandt andet kræves, at miljøgevinster ved en Ja-tak-ordning skal stå mål med de begrænsninger, ordningen fører med sig, for virksomhederne.