Nyhedsoverblik

Hurtigvoksende samonellaudbrud i gang

For anden gang på under en måned er forbrugere i Danmark blevet ramt af salmonellainfektion.

Det nye udbrud omfatter 43 patienter - 27 mænd og 16 kvinder i alderen 3 til 85 år.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse, hvor det henviser til egne tal.

- Vi ved, at det faktiske antal syge er langt højere, da ikke alle går til læge eller får taget en prøve. Ved hjælp af undersøgelse af bakterierne kan vi se, at salmonellatypen er helt ens på DNA-niveau, siger epidemiolog Luise Müller fra SSI og fortsætter:

- Det betyder, at patienterne er smittet af den samme kilde. Interviews med patienter peger igen på hakket oksekød, som vi så med det seneste udbrud, lyder det videre i pressemeddelelsen.

For under en måned siden blev 64 patienter i Danmark smittet med en salmonellatype, der viste sig at stamme fra hakket oksekød fra England, oplyser SSI.