Nyhedsoverblik

Hver tredje er handlingslammet ved hjertestop

Mere end hver tredje dansker er utryg ved at skulle hjælpe ved hjertestop og usikker på hvordan.

Det viser en ny undersøgelse fra Verian (tidligere Kantar/Gallup) for Hjerteforeningen.

36 procent af de adspurgte svarer, at de føler sig enten overvejende dårligt eller meget dårligt klædt på til at træde til ved et hjertestop.

Anne Kaltoft, direktør i Hjerteforeningen, kalder tallet bekymrende.

- Når mere end hver tredje dansker føler sig potentielt handlingslammet, hvis de stod overfor et hjertestop, er det da bekymrende.

- For med en lille indsats såsom Hjerteforeningens kursus på bare 30 minutter føler deltagerne sig helt anderledes klædt på til at vide, hvad de skal gøre ved et hjertestop, siger hun.

Undersøgelsen viser desuden, at bekymringen er endnu større i aldersgruppen over 60 år. Her svarer 42 procent, at de føler sig dårligt rustede.