Kæmpesatsning til 80 millioner kroner blev indviet af dronningen - sådan gik det

Oplevelsesstederne i landsdelen kom ud af sommeren med gode tal. Blandt dem nye Stevns Klint Experience, der fik flere besøgende end ventet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hvor slush ice-maskinerne kørte for fulde drøn i juni, blev juli i højere grad måneden, hvor gæsterne måtte have gummistøvler på, når de besøgte oplevelsesparker som Sommerland Sjælland, Bonbon-Land og Knuthenborg Safaripark.

Alligevel kommer de store turistattraktioner her i regionen ud af sommersæsonen med flotte besøgstal igen i år. Det viser en rundspørge, som TV2 ØST har lavet. 

quote Vi ér afhængige af vejret. Det blev meget tydeligt i år.

Mette Christina Nielsen, kommunikations- og presseansvarlig i BonBon-Land

Hos Sommerland Sjælland er det fjerde år i træk, at man runder et særligt besøgstal, fortæller direktør Kåre Dyvekær.

- Vi er så heldige, at vi i lørdags rundede gæst nummer 200.000. Det er en milepæl, og det er kun fjerde gang i Sommerland Sjællands levetid, at vi gør det, siger han.  

Vejret spændte ben

Direktøren er glad for tallet, men fortæller også, at årets resultat ikke rammer det ønskede fuldstændigt. 

- Når vi ser på det budget, jeg lavede for i år, så lander vi på et andet og mindre, tal, end jeg havde håbet, siger Kåre Dyvekær. 

Kåre Dyvekær er direktør i Sommerland Sjælland, der har oplevet stor fremgang de seneste år. Arkivfoto.
Kåre Dyvekær er direktør i Sommerland Sjælland, der har oplevet stor fremgang de seneste år. Arkivfoto. Foto: Camilla Bøgeholt Lund - TV2 ØST

De optimistiske forventninger til sæsonen 2023 skyldtes, at sommerlandet forud for i år har haft et rekordhøjt besøgstal tre år i træk. 

I 2022 rundede Sommerland Sjælland 246.000 gæster, hvilket betød, at det blev det bedste år nogensinde målt på besøgstal. 

Læs også
Sommerland Sjælland åbner ny forlystelse – den dyreste til dato
Læs også
Sommerland Sjælland åbner ny forlystelse – den dyreste til dato

- Vi har haft en opadgående kurve de senere år og en rigtig god kundetilfredshed, så jeg havde jo satset på, at det var vores nye niveau. 

- Men vejret har spændt ben. Vores nyhed i år var det nye i badelandet, men det har ikke ligefrem været badevejr. Når det er sagt, så er vi selvfølgelig glade for at runde de 200.000, siger Kåre Dyvekær. 

Lavsæson blev højsæson

Også hos BonBon-Land i Næstved kan man melde om en god sæson, selvom den blev atypisk. 

Her blev lavsæson nemlig højsæson og omvendt på grund af vejret, fortæller Mette Christina Nielsen, der er kommunikations- og presseansvarlig i BonBon-Land. 

BonBon-Lands lavsæson endte med at være deres højsæson i år på grund af det gode vejr. Arkivfoto.
BonBon-Lands lavsæson endte med at være deres højsæson i år på grund af det gode vejr. Arkivfoto. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

- Vi lagde rigtig godt ud med mange besøgende i maj og juni, hvor vejret virkelig var med os. Så kom vejrudsigten for juli, og så kom der noget færre gæster, end vi plejer at have på den tid af sommeren, sige hun og tilføjer: 

- Så ramte vi august, og så kom gæsterne buldrende, og det gør de faktisk stadig, selvom vi er i september. 

- Vi er en udendørsoplevelse, så vi ér afhængige af vejret. Det blev meget tydeligt i år.

BonBon-Land oplyser ikke deres besøgstal, men Mette Christina Nielsen fortæller, at parken er foran budgettet for i år og foran sidste års budget og besøgstal.

Flere vil vågne med elefanterne

Hos Knuthenborg Safaripark rammer man i år omkring 300.000 gæster. 

Det er 10 procent flere gæster end sidste år, oplyser parkens marketingschef Brian Lindorf Hansen. 

Ifølge ham kan fremgangen blandt andet tilskrives parkens seneste tiltag. 

- Det er en fremgang, vi er meget glade for, og som vi mener hænger sammen med evolutionsmuseet og de ukrainske løver, som rigtig mange gerne vil se, siger han. 

Sådan så det ud, da de ukrainske løver landede i Knuthenborg Safaripark tidligere i år.

Udover en fremgang i besøgstal har sæsonen også budt på flere overnattende gæster i Knuthenborg Safaripark Camp. 

- Der er flere af vores gæster, der har fundet ud af, at det er en superfin oplevelse at overnatte her og stå op og se elefanterne gå over savannen i morgendisen, siger Brian Lindorf Hansen. 

Brian Lindorf Hansen er marketingschef i Knuthenborg Safaripark, der ligger i Bandholm på Lolland. Arkivfoto.
Brian Lindorf Hansen er marketingschef i Knuthenborg Safaripark, der ligger i Bandholm på Lolland. Arkivfoto. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Ifølge marketingschefen har parken modsat de andre oplevelsesparker haft flere besøgende i juli i år sammenlignet med sidste år, selvom vejret ikke har været det bedste.

- Det kan også tilskrives evolutionsmuseet, hvor man jo er indenfor, og hos os kan man jo sidde i sin bil, mens man oplever parken, siger han. 

Evolutionsmuseet er et af Knuthenborg Safariparks nyeste tiltag, som ifølge marketingschefen har trukket mange besøgende - især tyskere - til i denne sæson. Arkivfoto.
Evolutionsmuseet er et af Knuthenborg Safariparks nyeste tiltag, som ifølge marketingschefen har trukket mange besøgende - især tyskere - til i denne sæson. Arkivfoto. Foto: Evolutionsmuseet/Knuthenborg Safaripark

Knuthenborg Safaripark har åbent frem til 22. oktober og forventer dermed et endnu højere besøgstal, når sæsonen er omme. 

Den nye i klassen

En helt ny spiller på det sjællandske oplevelsesmarked er Stevns Klint Experience, der også melder om en god og travl sæson. 

Museet fortæller historien om den enorme katastrofe, der førte til dinosaurernes uddøen, og som kan ses helt fysisk i klinten i dag. 

Museet har på nuværende tidspunkt haft otte procent flere besøgende end de 46.000, man havde kalkuleret med på årsbudgettet, fortæller Steen Bonke Sørensen, der er direktør for Stevns Klint Experience.

Dronning Margrethe var med til at indvie museet i oktober 2022.
Dronning Margrethe var med til at indvie museet i oktober 2022. Foto: Steen Gyldendal - Stevns Klint Experience

Stevns Klint Experience åbnede i oktober 2022 og har derfor af gode grunde intet sammenligningsgrundlag.

Men Steen Bonke Sørensen er godt tilfreds med resultatet af det første år og de erfaringer, de har gjort sig.

- Gæsterne er også kommet spredt over vores åbningstid, så det har ikke været sådan, at der var tidspunkter, hvor der stod 300 mennesker i døren og ventede. De er kommet i løbet af dagen og i løbet af sommeren, så vi har haft en supergod første sommer, hvor der har været god balance i det hele, siger han. 

Hvad er Stevns Klint Experience

Stevns Klint blev optaget som UNESCO Verdensarvs i 2014, fordi det er det bedste sted i verden at se sporene fra den asteroide, der for 66 milioner år siden var medvirkende til, at mere end 50 procent af alt liv på Jorden uddøde, heriblandt dinosaurerne.

Museets udstillingsrum er på 520 kvadratmeter, og 25 forskere fra Tyskland, Holland, Belgien, USA og Danmark har hjulpet med at grave historierne frem. Seks museer, to universiteter og en række private samlinger har lånt eller foræret genstande til udstillingen.

Etableringen er gjort mulig via en generøs donation på 80 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Stevns Kommune har investeret i omgivelserne og udviklingen af Boesdal Kalkbrud.

Formålet med Stevns Klint Experience er at støtte og sikre den fremtidige udvikling og formidling af Stevns Klint som UNESCO Verdensarv med det formål at formidle stedets natur- og kulturhistoriske spor og virke som portal til Stevns Klints øvrige attraktioner og almennyttige seværdigheder.

Kilde: Stevns Klint Experience

På Vikingeborgen Trelleborg ved Hejninge i Slagelse har sæsonen i år været den første, hvor de har taget entré for de voksne gæster.

Vikingeborgen Trelleborg melder om en god sæson med mange besøgende. I videoen her kan du se en drabelig vikingekamp fra sommeren.


Det ser dog ikke ud til at gå udover besøgstallet, fortæller museumsdirektør Anne-Christine Frank Larsen. 

- Lige nu er vi i underkanten af 60.000, og vi håber på, at vi rammer de 70.000, som vi plejer, siger hun. 

Her slutter sæsonen først den 31. oktober. 



Nyhedsoverblik