Nyhedsoverblik

Kendte håndboldspillere køber hotel

Håndboldspilleren Michael Damgaard har både vundet VM- og OL-guld med herrelandsholdet. Men nu har han sammen med sin bror, Morten Damgaard, købt Hotel E4 ved Holeby på Lolland.

Det skriver Lolland-Falsters Folketidende

Brødrene kommer selv fra en gård ved Rødby, så det er ikke helt tilfældigt, at de valgte at investere i netop det område.

Sammen har de investeringsfirmaet MiMo Investment, hvor Morten Damgaard tager sig af den daglige drift. 

Deres plan er at investere yderligere i netop den landsdel, de selv er rundet af.

Tidligere har de to brødre  investeret i en række erhvervsejendomme på Lolland, tankstationer og to padelcentre ved Lalandia i Rødbyhavn og Billund.

De to brødre arbejder allerede nu på at renovere hotellet, så der kan komme seks nye værelser og nye kontorfaciliteter til brødreparret.