Kig godt på havbunden - derfor frygter fisker for sæsonen

Alger, iltsvind og fedtemøg. Hornfiskene er kommet, men er der færre end hidtil?

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En gammel tommelfingerregel siger, at når rapsmarkerne er sprunget ud, så er hornfisken ankommet.

Og den gule raps er begyndt at springe ud, og dermed burde hornfiskene også være på vej i vores farvande.

quote Det er nok ikke en fisk, vi har glæde af henover en ligeså lang periode

Mikael Tange, fiskeguide, Fishing Zealand

Alligevel kan den seneste tids snak om fedtemøg og iltsvind i havene gøre, at man måske kan undre sig over, om hornfiskene kommer i samme omfang, som de plejer.

Ifølge Mikael Tange, der er fiskeguide hos organisationen Fishing Zealand, er der allerede nu chancer for at få en hornfisk på krogen - men han påpeger, at iltsvind sagtens kan påvirke hornfiskesæsonen.

Foto: Sådan ser det ud under overfladen, hvor der er meget iltsvind og fedtemøg.

- Hornfiskene kommer gerne i starten af maj, og så slutter sæsonen cirka halvanden måned senere i midten af juni, siger Mikael Tange og fortsætter:

- Jeg er helt sikker på, at iltsvindet gør, at der ikke er så meget at spise for hornfisken som tidligere. Det er derfor nok ikke en fisk, vi har glæde af henover en ligeså lang periode, som vi plejer.

Ikke meget mad at komme efter

Hornfisken lever af kutlinger, rejer, hundestejlere og andre småfisk, og ifølge Mikael Tange kommer de til vores lavvandede områder og gyder, og så forsvinder de igen.

- Hornfiskene skal jo også spise undervejs, og hvis de svømmer hen, hvor der er meget iltsvind og fedtemøg, så er der ikke meget mad at komme efter, og så kunne man forestille sig, at de hurtigere svømmede hen til andre kyster, hvor der er mere at spise.

Læs også
Festival har både hornfisk og strip på programmet: - Det skal bare være der
Læs også
Festival har både hornfisk og strip på programmet: - Det skal bare være der

Selvom det kan lyde som dårligt nyt for lystfiskerne, så understreger Mikael Tange, at der stadig er rigtig mange hornfisk.

- Når de kommer, så kommer de i hobetal, der er millioner af dem, og der er fanget mange hornfisk de sidste par år.

Nem at fange

Hornfisken svømmer ind fra Skagen og svømmer ned og fordeler sig i alle småfarvandene.

Men det kan være svært for Mikael Tange at sige, hvor de helt præcis er.

- Jeg har fanget dem nærmest ved alle kyster, hvor jeg har smidt linen ud i sæsonen.

Mikael Tange fortæller dog, at det på Syd- og Vestsjælland stadig er lidt tidligt på sæsonen, men at der nærmest er hornfiskegaranti om syv til 14 dage. Hvis man allerede vil ud med stangen nu, så anbefaler han, at man tager til Nordsjælland - for eksempel ved Odsherred.

Læs også
Familie har fisket i generationer - men iltsvind kan snart kvæle erhvervet
Læs også
Familie har fisket i generationer - men iltsvind kan snart kvæle erhvervet

Og ifølge fiskeguiden behøver man hverken det helt store udstyrsstykke eller erfaring for at få en hornfisk i nettet.

- Det kræver en enkelt spinnestang og et blink, og så behøver man ikke have en gammeldags trekrog. I stedet kan man bruge en silkekrog, som faktisk bare er en masse små snore, som hornfisken bider i, og alle de bittesmå tænder vikler sig så ind i snoren.

- Det er både skånsomt for fisken, og så skal man ikke selv frygte at få en krog i fingeren.

Hvis man har lyst til selv at prøve kræfter med at fange den spændende fisk med den lange horn, men ikke ved, hvor og hvordan man skal begynde, så afholder Fishing Zealand fisketur for alle, der kunne have lyst i Kalundborg, Guldborgsund, Vordingborg, Næstved, Odsherred og Holbæk.

Her er der mulighed for at låne udstyr og få tips og tricks til at kaste blinket ud.



Nyhedsoverblik