Kommuner sender glasaffald til Polen – Holbæk Kommune har løsningen

I Holbæk Kommune har de stor succes med at sortere affald. Det betyder, at glas kan genanvendes lokalt i stedet for at blive fragtet til Polen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Det, der giver mening for mig, er, at mit affald bliver andres ressourcer, sådan siger Bente Röttig, som er borger og byrådsmedlem i Holbæk Kommune.

Siden kommunesammenlægningen i 2008 har hun og alle andre borgere i Holbæk sorteret glas seperat fra andet affald i en skraldespand med to kamre.

quote Det er hr. og fru Jensen, som er med til at sortere, og dermed bliver affaldet lidt renere

Annette Vangslev, leder af affald i Fors A/S, Holbæk Kommune

Borgerne i Holbæk Kommune har hver tre skraldespande med i alt seks kamre. Det betyder, at glasset ikke bliver blandet sammen med metal, plast og andet affald, og dermed er det muligt for glasfirmaet Reiling i Næstved at genanvende glasset.

- Vi har valgt, at sortere på forkant. Det er hr. og fru Jensen, som er med til at sortere, og dermed bliver affaldet lidt renere, siger Annette Vangslev, leder af affald i Fors A/S i Holbæk Kommune.

Forskellige løsninger  

Håndtering og genanvendelse af affald er kommunernes opgave, og opgaven bliver derfor løst forskelligt.  
I de seks kommuner som Affald Plus indsamler affald fra, Faxe, Vordingborg, Ringsted, Slagelse, Næstved og Sorø, kommer glas, metal og plastik i det samme kammer i den venstre side af skraldespanden.

Artiklen fortsætter under billedet. 

I seks kommuner i regionen blandes glas, metal og plastik. Det forhindrer den lokale glasvirksomhed Reilling i at genanvende glasset.
I seks kommuner i regionen blandes glas, metal og plastik. Det forhindrer den lokale glasvirksomhed Reilling i at genanvende glasset. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Når glasset slås i små stykker, blandes det med plastik og metal, og det forhindrer glasfirmaet Reiling i Næstved i at genanvende glasset. Derfor har de opsagt aftalen med Affald Plus, som nu i stedet for at sende glasset til Næstved, sender det 565 km. væk til Polen.

Artiklen fortsætter under grafikken.

- Vi fik mange forskellige løsninger igennem og kom frem til, at det var muligt med to skraldespande med to kamre i hver spand at opnå den mindst indgribende løsning for borgerne. Det var både det, der fyldte mindst, og det der var det billigste på daværende tidspunkt, siger Søren Nielsen, affaldschef i Næstved Kommune.

I februar måned sætter Næstved Kommune glascontainere op rundt i kommunen. Det glas, der ender i de containere, ryger til genanvendelse hos Reiling i Næstved. Glasset i de private skraldespande ender dog fortsat i Polen. Borgerne i Næstved er på nuværende tidspunkt de eneste i de seks kommuner, som hører under Affald Plus, som får mulighed for at genanvende glas lokalt.

Læs også
Borgerne sorterer glas fra andet affald - men de 6.000 ton genbrugsglas fragtes til Polen og Tyskland
Læs også
Borgerne sorterer glas fra andet affald - men de 6.000 ton genbrugsglas fragtes til Polen og Tyskland

Seks affaldskamre i stedet for fire

quote Vi sender borgernes genbrugsglas fra Holbæk til Reiling i Næstved

Annette Vangslev, leder af affald i Fors A/S i Holbæk Kommune

Affaldsmodellen i Holbæk stiller lidt større krav til borgerne, da de har en skraldespand mere end i de kommuner med Affald Plus. Til gengæld har det en afgørende betydning for, hvor lang en rejse glasset kommer ud på, når det skal genanvendes.

- Vi sender borgernes genbrugsglas fra Holbæk til Reiling i Næstved, siger Annette Vangslev, leder af affald i Fors A/S i Holbæk Kommune.

Den ekstra skraldespand med de to kamre sikrer, at glasset ikke blandes med metal og plastik, og derfor er det muligt at genanvende glasset lokalt i Næstved i stedet for i Polen.

Ifølge Annette Vangslev, tog borgerne godt imod den ekstra skraldespand, og de lærte hurtigt at sortere de forskellige typer affald.

Artiklen fortsætter under billedet. 

I Holbæk Kommune har man sorteret glasset for sig siden 2008. Ifølge Annette Vangslev, der er leder for affald i Fors, har borgerne taget godt imod det.
I Holbæk Kommune har man sorteret glasset for sig siden 2008. Ifølge Annette Vangslev, der er leder for affald i Fors, har borgerne taget godt imod det. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Bente Röttig er glad for muligheden for at sortere sit affald og ser det som sin naturlige borgerpligt.

- Vi skal gøre lidt for at hjælpe med til, hvordan klimaet udvikler sig. Affaldssortering er bare én ting, man kan gøre, så vi skal gøre det ordentligt, for det tager altså ikke længere tid, siger Bente Röttig, borger i Holbæk Kommune.


Nyhedsoverblik