Nyhedsoverblik

Låner penge gennem lukkede Facebook-grupper

Omkring 48.000 danskere optager private lån gennem lukkede Facebook-grupper.

Det viser undersøgelser af låneaktiviteten på Facebook, som Finanstilsynet har lavet.

De skulle give klarhed over udbredelsen af det grå lånemarked på sociale medier.

Finanstilsynet vurderer, at det "kun er en lille andel af danskerne, der optager private lån via sociale medier", og at lånebeløbene ofte er "små beløb under 2000 kroner".

Der er ifølge tilsynet mere end 135 grupper, som opererer på Facebook, hvor långivere og låntagere mødes gennem opslag og private beskeder og aftaler lån.

Én procent af personer over 18 år i Danmark har prøvet at optage lån på Facebook, hvilket svarer til 48.000 personer.

Mange af lånene har korte tilbagebetalingsfrister og høje renter - ofte omkring 50 procent. Desuden kræver långivere ofte omfattende personlige oplysninger fra låntagerne, hvilket kan udsætte dem for afpresning eller svindel.

Finanstilsynet vurderer derfor, at lån på Facebook er forbundet med store risici.