Nyhedsoverblik

Livreddere med opråb efter åbning af badesæson

Badesæsonen er skudt i gang, og sommeren er over os. Det får nu landets livreddere til at komme med et opråb om, at vi skal huske at passe på hinanden.

- Bad aldrig alene – og pas på med at blande alkohol og vandaktiviteter, lyder budskabet i en pressemeddelelse fra TrygFonden.

Danskerne mødes i disse dage til studenterfester, musikfestivaler og storskærmsarrangementer med fodbold. Oveni har vejret været lunt, og det kan gøre strandene - og i det hele taget vandet - til et attraktivt sted at søge hen, når der skal hygges.

- I de sene aften- og nattetimer er der både færre til at holde øje og opdage en eventuel farlig situation, ligesom mørke gør det svært at orientere sig. Drukneulykker kan desværre ske hele døgnet, så vi opfordrer til, at man aldrig går i vandet alene eller tager en solotur på havet – heller ikke selvom vennerne sidder inde på stranden, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.

Og så skal man være varsom med alkohol på stranden:

- Alkohol og badning er en farlig blanding, for alkoholen påvirker din reaktionsevne.

Livredderne har gjort status for sæsonens tre første dage på strandene. Du kan se, hvor mange aktioner der har været i vores område nedenfor.