Sjældent har Grønland fået så meget opmærksomhed som i denne uge, hvor Donald Trumps søn fløj til Nuuk og farmand hjemme i Florida blandt andet ikke ville udelukke en militær magtanvendelse for at få kontrol over Grønland og de cirka 55.000 mennesker, der kalder verdens største ø for hjem.
Den seneste uges palaver om Grønlands fremtidige tilhørsforhold er ikke gået ubemærket hen blandt de cirka 17.000 grønlændere, der bor i Danmark.
En af dem er 74-årige Bitha Metelmann.
- Det er helt hen i vejret, at Trump bliver ved med at true med at ville indlemme Grønland i USA. Det er tåbeligt. Han skaber en masse usikkerhed, siger hun.
Som kasserer i grønlænderforeningen Aqisseq i Sakskøbing på Lolland har hun en god føling med, hvordan grønlændere både i Grønland og i Danmark forholder sig til den amerikanske interesse.
- Jeg har selv svært ved at tage det seriøst, men der er stor forskel på, hvad grønlænderne mener. Det hænger også sammen med, hvor meget man har sat sin ind i tingene, siger Bitha Metelmann og uddyber:
- Nogle siger noget umiddelbart positivt om at blive en del af USA uden at have sat sig ind i konsekvenserne af at blive indlemmet i en kæmpestor nation. Men de fleste jeg taler med synes, det er en tåbelig tanke, siger hun.
Bitha Metelmann har boet i Danmark siden 1974, hvor hun indtil sin pensionering underviste først på en kostskole i Taastrup for grønlandske unge og senere i folkeskolen i Søllested på Lolland, hvor hun stadig bor.
Trods de mange år i Danmark har hun stadig et tæt forhold til Grønland.
Nuuk vokser helt vildt, men min egen fødeby Nanortalik er blevet til et trist syn med mange forladte huse
- Næsten hvert år besøger jeg Grønland, og jeg kan se, hvilken udvikling, der sker, siger hun og henviser til, at Grønland oplever mange af de samme tendenser, man ser i Danmark med at de unge og ressourcestærke flytter til hovedstaden, mens de ældre bliver tilbage i de små byer.
- Nuuk vokser helt vildt, men min egen fødeby Nanortalik er blevet til et trist syn med mange forladte huse.
Det Grønland, hun forlod for 50 år siden, er et helt anderledes samfund end nutidens Grønland. At Grønland er et helt andet samfund end for en generation siden, er ifølge Bitha Metelmann også gået henover hovedet på mange danskere.
Den manglende danske viden om Grønland er blevet tydelig i den seneste uges massive og sjældne opmærksomhed målrettet den nordligste del af Rigsfællesskabet.
Hvis Danmark stadig vil bevare en tæt tilknytning til Grønland, mener Bitha Metelmann, at danskerne skal tilegne sig mere viden om Grønland og øens befolkning.
- Der er stor forskel på den danske og grønlandske kultur. Nogle danskere forventer, at grønlændere er ligesom danskere, men grønlændere er mere stille og tilbageholdne, forklarer Bitha Metelmann.
Og hvor grønlænderne lærer meget om Danmark i skolen, er der ikke meget om Grønland på danske pensumslister. Derfor mener Bitha Metelmann, at der skal undervises langt mere om Grønland i danske folkeskoler.