Flere af regionens brandstationer har svært ved at finde deltidsbrandmænd i de små lokalområder.
Det skyldes, at en stor del af brandmændene i dag arbejder langt fra brandstationen og sjældent kan forlade arbejdspladsen og nå frem til stationen inden for fem minutter, som er den maksimale tid, det må tage en brandbil at køre ud af garagen, fra alarmen går.
Beredskaberne har generelt en udfordring med at rekruttere nok deltidsansatte, særligt i dagtimerne og i mindre bysamfund, hvor folk ikke bor og arbejder i samme by
Manglen kan specielt mærkes i dagtimerne, lyder det i kor hos både Vestsjællands Brandvæsen og Midt- og Sydsjællands Brand & Redning.
- Beredskaberne har generelt en udfordring med at rekruttere nok deltidsansatte, særligt i dagtimerne og i mindre bysamfund, hvor folk ikke bor og arbejder i samme by. Det har den konsekvens, at der i visse tilfælde skal suppleres fra nabostationerne, siger Flemming Nygaard-Jørgensen, beredskabsdirektør i Midt- og Sydsjællands Brand & Redning, der dækker Faxe, Næstved, Ringsted og Vordingborg kommuner.
- Det er ofte de samme, vi trækker på. De er Tordenskjolds soldater, som kommer, uanset om det er jul, påske eller pinse. Helt oprigtigt, uden dem ville det ikke gå. Vi kører på deres engagement for at møde frem i tide til de her brande, supplerer Lars Karlsen, konstitueret beredskabsdirektør i Vestsjællands Brandvæsen, der omfatter Holbæk, Kalundborg, Lejre, Sorø og Odsherred kommuner.
Påvirker responstiderne
Konkret er der underskud af deltidsbrandmænd på 18 ud af 45 stationer, viser tal fra Beredskabsforbundet.
Manglen på deltidsbrandmænd i dagtimerne påvirker responstiderne.
I Odsherred har den såkaldte responstid været stigende siden 2011. Ifølge beredskabets statistikker er tiden, fra alarmen løber ind, til første brandbil er fremme, gået fra 8 minutter og 30 sekunder i gennemsnit i perioden 2011-2013 til 10 minutter og 18 sekunder i gennemsnit de seneste tre år.
Problemet med at finde deltidsbrandmænd oplever de på tætteste hold på brandstationen i Nykøbing Sjælland. Her er man afhængig af, at folk har arbejde i lokalområdet, da der ikke er store virksomheder i nærheden.
- Vi passer på os selv. En af tingene er, at vi som minimum skal være 1+3. Vi har nogle faste opgaver, når vi sidder i bilerne, siger beredskabsleder Birgitte Kryger.
Ikke attraktiv løn
I Asnæs, ikke langt fra Nykøbing Sjælland, er problemet modsat ikke så stort. Det skyldes, at der på virksomheden NKT er fem ansatte, som også er deltidsbrandmænd. Derfor holder der en indsatslederbil hos NKT.
En af deltidsbrandmændene er Bo Olsen, der også er tillidsmand for brandfolkene i Vestsjællands Brandvæsen.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Man kan kun rose NKT for, at de er velvillige til, at vi kan løbe til brand. Men det bliver sværere og sværere. Derfor må man mange steder ansætte brandfolk, der arbejder på stationen - det bliver dyrere og dyrere, siger han.
Udover afstanden til arbejdspladserne peger Bo Olsen også på, at lønnen for deltidsjobbet får nogen til at se sig om efter andet arbejde.
- Der er ingen tvivl om, at med alle de udfordringer der er i samfundet i dag, så er det ikke jobbet som deltidsbrandmand, der er attraktivt. Du får omkring 200 kroner i timen, men af det skal du betale B-skat. Det betyder, at du får 150 kroner i timen for at stå op midt om natten. Og du skal stadig stå op på arbejde dagen efter, siger han.
Landsdækkende udfordring
Manglen på deltidsfolk gælder både på Sjælland og i resten af landet.
Der er ingen tvivl om, at med alle de udfordringer der er i samfundet i dag, så er det ikke jobbet som deltidsbrandmand, der er attraktivt
Flemming Nygaard-Jørgensen fra Midt- og Sydsjællands Brand & Redning påpeger, at stigningen i responstiderne i visse kommuner også skyldes andet end mandskabsmangel.
- I forbindelse med beredskabsreformen i 2016 blev der også ændret ved den måde, hvorpå responstiderne opgøres. Dertil var 2018 et meget tørt år med mange udrykninger, hvilket pressede beredskabet flere steder i landet, siger han.
Udover manglen på deltidsbrandfolk tæt på brandstationerne i dagtimerne mangler der også brandmænd generelt. På landsplan forsøger Brandforbundet lige nu at skaffe brandfolk til 167 brandstationer ud af 241.
I gennemsnit var beredskaberne i TV2 ØSTs sendeområde 9 minutter og 53 sekunder om at nå frem i 2011. Sidste år var gennemsnittet 10 minutter og 3 sekunder.