Mange store solcelleparker er på vej – regionen står for mere end en tredjedel af landets ansøgninger

Region Sjælland står for omkring 40 procent af de nuværende ansøgninger om tilladelse til at opføre solcelleanlæg i Danmark, fortæller P4 Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De er ikke synderligt kønne, lyder kritikken fra mange. Til gengæld gavner de klimaet.

Solcelleanlæg har skabt stor debat, fordi de på den ene side er en vigtig kilde til grøn og vedvarende energi, men på den anden side fylder og ødelægger udsynet til marker og natur.

Det lader dog til, at man her i regionen snart må vænne sig til synet af langt flere solcelleanlæg rundt omkring i landskabet. En opgørelse fra Energistyrelsen viser nemlig, at omkring 40 procent af samtlige danske ansøgninger om tilladelse til at opføre solcelleanlæg i øjeblikket kommer fra Sjælland, Lolland og Falster.

Det oplyser P4 Sjælland.

Bliver de mange ansøgninger godkendt, kan solcelleparkerne ifølge P4 Sjælland komme til at dække et område på cirka 38 kvadratkilometer.

Placering skaber modstand

Mange af solcelleanlæggene skal efter planen ligge på enten marker eller landbrugsjord.

quote For samfundet og for helheden generelt vil det være en billigere grøn løsning at placere dem på store tage eller over store parkeringsanlæg

Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aarhus Universitet

Det er eksempelvis tilfældet med tre store anlæg, der er planlagt til at ligge ved Grænge, Radsted og Vålse i Guldborgsund Kommune.

TV2 ØST har tidligere fortalt, at der er stor politisk opbakning til planerne, men at naboerne til de tre solcelleanlæg er langt mere skeptiske. De vil nemlig ikke have udskiftet deres udsigt til marker og skov med et kig til tre meter høje, sorte solceller.

Solceller
Læs også
Politikere går videre med planer om tre store solcelleanlæg
Solceller
Læs også
Politikere går videre med planer om tre store solcelleanlæg

Netop af denne årsag mener professor i energiplanlægning ved Aarhus Universitet Brian Vad Mathiesen, at man skal passe på med at inddrage store naturområder til solcelleanlæg.

- Jeg frygter, at tendensen med at placere dem alle mulige steder, hvor det generer lokalbefolkningen, uden at de er medejere, gør, at der kommer en modstand imod den grønne omstilling med solceller, siger han til TV2 ØST.

Professor: - Placér dem tættere på forbruget

Brian Vad Mathiesen foreslår i stedet, at man placerer solcellerne på store tagarealer, da solcelleanlæggene på den måde vil komme tættere på forbruget. Det vil betyde, at der ikke er behov for at udbygge elnettet i samme grad, som når de bliver placeret langt væk på marker eller andre naturområder.

- Det betyder selvfølgelig også, at den umiddelbare pris for at sætte solcellerne op er lidt højere, end den er for markanlæg. Men for samfundet og for helheden generelt – både borgere og virksomheder – vil det være en billigere grøn løsning at placere dem på store tage eller over store parkeringsanlæg eller lignende, siger han.

Solceller
Læs også
Naturfredningsforening: Solceller skæmmer naturen
Solceller
Læs også
Naturfredningsforening: Solceller skæmmer naturen

Udover de mange planer om store solcelleanlæg på Lolland og Falster er der også flere projekter i støbeskeen på Midt- og Sydsjælland. Stiftelsen Sorø Akademi planlægger eksempelvis en stor solcellepark på 240 hektar ved Mørup i Sorø, og Gavnø Gods kæmper for at etablere en stor solcellepark på 166 hektar ved Nylandsmose i Næstved.  


Nyhedsoverblik