Nyhedsoverblik

Markant flere børn får delt intime billeder uden samtykke

På få år er antallet af børn og unge, der har fået delt private eller intime billeder eller videoer af sig selv, uden at have givet lov, steget markant.

I en undersøgelse som Epinion har lavet for Red Barnet og TrygFonden, svarer ni procent af de 9- til 17-årige, at andre har delt private eller intime billeder af dem uden samtykke i løbet af det seneste år.

I en tilsvarende undersøgelse fra 2021 lød andelen på tre procent.

Rapporten viser samtidig, at 69 procent har oplevet mindst én digital krænkelse eller noget andet ubehageligt online inden for det seneste år.

I 2021 gjaldt det 42 procent.

Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, kalder det rystende, at et stort flertal af børn og unge nu udsættes for krænkelser og ubehagelige oplevelser online.

- Fra vores SletDet Rådgivning har vi længe vidst, at digitale medier, som de ser ud i dag, hverken er sikre eller trygge for børn. Med denne undersøgelse bør det være åbenlyst for alle, hvor alvorlig situationen er, siger hun i en pressemeddelelse.