Boligsalget er gået ned i gear, og det sætter også sit præg på salgspriserne.
Ifølge en dugfrisk opgørelse fra Finansdanmark er mere end hver tredje bolig udbudt til salg her i regionen på nuværende tidspunkt sat ned i pris.
På landsplan er andelen lidt lavere med mere end to ud af fem boliger til salg, der er sat ned i pris.
- Der er kommet flere boliger til salg, og køberne slår ikke lige så hurtigt til som tidligere. En relativt stor del af sælgerne har derfor gjort deres bolig lidt mere interessant for køberne ved at sætte prisen ned, siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, om udviklingen i en pressemeddelelse og tilføjer:
- Selvom mange sælgere har sat prisen ned på deres hus eller lejlighed, er udbudspriserne på landsplan fortsat højere end sidste år. Priserne har dog generelt været faldende de seneste måneder, og noget tyder på, at boligpriserne har toppet.
Mindre fald på Sjælland
En opgørelse fra Boligsiden over det Vest- og Sydsjællandske område viser således også, at priserne er faldet.
man oplever slet ikke det samme fald, som man gør i hovedstaden
Alt imens prisen per kvadratmeter for villaer og rækkehuse sidste efterår skød i vejret med over 12 procent, er status et år senere et mindre fald på 0,6 procent.
- Sidste år gik vældig godt med priserne. Men den efterspørgsel, der er lige nu, har gjort, at det niveau ikke kan holde, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør ved Boligsiden, til TV2 ØST.
- Men man oplever slet ikke det samme fald, som man gør i hovedstaden, tilføjer hun og peger på, at de områder, der har oplevet de største stigninger, nu også er dem, der oplever de største fald.
I hovedstaden er prisfaldet per kvadratmeter for solgte villaer og rækkehuse i samme periode 2,7 procent.
Prisfald kan få flere til at søge ud
Alt imens udbudsprisen falder, går det også mere trægt med at få husene solgt. Det afspejler sig dels i liggetiden, hvor der er sket en stigning fra 93 til 101 dage her i regionen, men også at afslagene bliver større.
I Vest- og Sydsjælland er der således sket næsten en fordobling i nedslag per kvadratmeter fra 276 kroner i oktober året før til nu 534 kroner, svarende til omkring 70.000 kroner for et typisk parcelhus på 130 kvadratmeter.
- Det er næsten urimeligt at sammenligne med sidste år, for det kan ikke holde, nu hvor vi ser stigninger på energi, fødevarer og inflation generelt, siger Birgit Daetz.
De faldende priser kommer dog ikke nødvendigvis til at betyde, at den folkevandring, som startede under corona fra byerne mod landdistrikterne, vender lige med det første.
For det første står mange i en situation, hvor også det hus, man vil sælge, er faldet i pris, og så kommer man alt andet lige længere for kongens mønt i provinsen, påpeger Birgit Daetz.
- Jeg tror, der stadig er mange, der vil have lyst til at flytte ud. Og noget, der driver det, er priserne på huse uden for de store byer, hvor folk får mere hus og græsplæne for pengene.
Opgjort på kommune-niveau har syv af sendeområdets 12 kommuner oplevet et fald i prisen per solgt kvadratmeter i oktober 2022 sammenlignet med året før – størst er faldet i Lolland med 10,5 procent, efterfulgt af Kalundborg, hvor priserne ifølge boligsiden er dykket med 9,3 procent.