Nyhedsoverblik

Mere sne inden varmen kommer

Fredag kan byde op på 15 centimeter sne på Sydsjælland og Lolland-Falster, inden et omfattende regnvejr søndag skyller ind over landet.

For mens fredag i det meste af landet begynder med slud og sne, stiger temperaturerne søndag, så de efterhånden kommer op over ti grader.

Det fortæller Martin Lindberg som fredag morgen er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) til Ritzau.

Særligt i de sydlige egne af landet vil man fredag opleve en del vinterligt nedbør, der kan falde i form af enten slud eller sne.

Han anslår, at der i løbet af dagen vil falde en del nedbør.

- Det kan give op til 15 centimeter sne, men noget af nedbøren vil formentligt gå over i regn, siger meteorologen.

I løbet af eftermiddagen tager vinden til, så den bliver frisk til hård. Temperaturerne ligger mellem minus en grad til fire graders varme.

Temperaturerne vil lørdag ligge over frysepunktet, og det bliver mellem en til seks grades varme.

Natten til søndag ser størstedelen af landet ud til at blive ramt af omfattende regnbyger.

Temperaturerne kommer den første del af dagen til at ligge mellem en til syv grader, mens de i løbet af dagen stiger til mellem 10 til 14 grader.