Det var en helt særlig dag for 21 unge.
Skills-landsholdet, der netop er vendt hjem fra europamesterskaberne i Polen, blev nemlig fejret i dag, hvor de blandt andet fik en takketale af statsministeren, Mette Frederiksen (S).
Det seneste år har det været meget intensivt
- Når vi taler mistrivsel i vores samfund kunne det godt være, at det for nogle unge vil være federe at få et fag, hvor man kan være stolt af det, man laver, og komme ud på en arbejdsplads og være en del af et fællesskab, siger Mette Frederiksen og fortsætter:
- Det handler både om, hvad samfundet har brug for, men jeg tror også, at mange unge vil have det rigtig godt, hvis de tog en faglært uddannelse.
Skills-landsholdet består af nogle af Danmarks dygtigste elever fra forskellige erhvervsuddannelser.
De har i første omgang udmærket sig til DM i Skills, og har dermed kvalificeret sig til europamesterskaberne, Euroskills2023, som denne weekend blev afholdt i Gdansk i Polen.
Bedste resultat nogensinde
I år sikrede deltagerne Danmark fem sølvmedaljer og tre bronzemedaljer, hvilket er det bedste resultat for Danmark nogensinde.
Nogle af de unge er fra vores region. En af dem er møbelsnedker Frode Lange Sckerl.
- Det seneste år har det været meget intensivt, siger Frode Lange Sckerl.
Han er lærling hos Bårup Møbelsnedkeri ved Store Merløse og vandt bronze i Polen.
- Jeg har givet afkald på rigtig mange ting for at kunne træne og sætte mig ind i det mentalt, siger Frode Lange Sckerl og tilføjer:
- Hvis jeg ikke havde fået medalje, havde det ikke været fedt at ligge så meget energi i det.
Også Amalie Druekær Rasmussen, der arbejder i vores region, og Tobias Preilev Hansen fra Næstved har fået medaljer med hjem.
Amalie Druekær Rasmussen vandt sølv i tjenerkonkurrencen, imens Tobias Preilev Hansen vandt sølv i bygningssnedker-kategorien.
I alt deltog 21 unge i 20 forskellige fag for det danske skills-landshold.
Danmark kom samlet set på en syvende plads ud af de 32 deltagende lande.