Vinterens våde vejr sætter en midlertidig stopper for arbejdet med at få den dansk-polske gasledning Baltic Pipe i jorden.
Der skriver DR Sjælland.
Vi havde planlagt at starte den 16. marts, men nu har vi forløbeligt valgt at udskyde projektet i to uger
Store regnmængder betyder, at arbejdet med at anlægge ledningen bliver udskudt med foreløbig 14 dage, oplyser Energinet, der sammen med det polske selskab Gaz-System står for milliardprojektet.
Det første spadestik skulle efter planen været taget mandag den 16. marts på Sjælland. Men Energinet vurderer, at det er for vådt til, at man kan komme i jorden.
- Vi havde planlagt at starte den 16. marts, men nu har vi forløbeligt valgt at udskyde projektet i to uger på grund af alt det vand, som står derude, siger Nina Frøkjær Vendelboe, chefprojektleder i Energinet, til TV2 ØST.
- Det er et stort anlægsprojekt, som kommer til at tage tid. Derfor håber vi, at vi kan nå at indhente den forsinkelse, som den sene opstart giver os, tilføjer hun.
GRAFIK: Her skal gasledningen gå.
Grafik: Nick Abildgaard.
Energinet oplyser videre, at man har været i kontakt med landbruget, der har appelleret til, at man skal udskyde gravearbejdet, indtil forholdene er bedre. Efterfølgende aftalte Energinet sammen med entreprenøren at udskyde arbejdet.
Fåreavler tvunget til at flytte
Den sjællandske del af Baltic Pipe kommer til at strække sig over cirka 70 kilometer, og i Tågeskov ved Everdrup skal kompressorstationen ligge på et 120.000 kvadratmeter stort område.
Vi havde ikke nogen jordisk chance for at kæmpe imod
Det krævede dog i første omgang, at fåreavleren Richard Andersen og hans hustru flyttede fra deres hjem, hvor de har boet i 40 år. Det har betydet en stor omvæltning i en fåreavlers liv.
- Vi havde ikke nogen jordisk chance for at kæmpe imod, og derfor så har vi hovedsageligt brugt vores energi på at se, hvordan vi så bedst muligt kom igennem den omstilling, som der er, sagde Richard Andersen til TV2 ØST den 20 januar.
Artiklen fortsætter under billedet.
Energinet kiggede på flere mulige steder til kompressorstationen og fandt altså det bedste sted på Richard Andersens grund.
- Der er ikke nogen steder, der er perfekt, men det var der, hvor der var færrest konsekvenser. Desværre må vi så ekspropriere en ejendom, forklarede chefprojektleder hos Energinet Søren Juul Larsen.
Technomusik og slagord mod gasledning
I det hele taget har vejen til Baltic Pipe ikke været helt uden bump. Så sent som 5. januar demonstrerede en gruppe klimaaktivister.
Modstanden betød desuden, at utilfredse aktivister flere gange besatte den ejendom, der skal rives ned for at gøre plads til kompressorstationen. Politiet rykkede dog hurtigt ud for at fjerne aktivisterne.
Blandt lokale borgere har der i hele processen været utilfredshed, og det er der stadig.
- Jeg er ærgerlig over det, fordi jeg synes, det er et skønt landskab, vi bor i, sagde Mogens Hansen, fra Everdrup til TV2 ØST den 20. januar.
- Det er en mastodont at sætte op midt i sådan et landskab, tilføjede han.
Artiklen fortsætter under videoen.
Søren Juul Larsen forsikrer dog, at Energinet vil tage hensyn til naboer helt frem til gasledningens planlagte åbning i slutningen af 2022.
- Vi håber selvfølgelig på at kunne have en god og sund dialog med både aktivister, naboer og lodsejere for at gennemføre det her så lempeligt som muligt for alle parter, for det er et godt projekt, sagde han.
Udover selve kompressorstationen skal der også ligge en administrationsbygning på grunden ved Everdrup.
Gasledningen skal føres gennem 13 danske kommuner i Jylland, Fyn, Sjælland og ud i Østersøen til Polen. Den samlede pris anslås til at blive 12-16 milliarder kroner. Polen betaler halvdelen.
Selve gasrørledningen kommer ifølge Energinet til at bestå af blandt andet af nye gasrør i Nordsøen, Danmark, Østersøen og Polen. Baltic Pipe ventes at være klar til drift i oktober 2022.