Nyhedsoverblik

Millioner på vej til landdistrikter og småøer

16 projekter får lov at dele knap 10 millioner kroner til at skabe udvikling og gode levevilkår i landdistrikter og på småøer.

Det oplyser By-, Land- og Kirkeministeriet. Pengene kommer fra Landdistriktspuljen, som har modtaget 133 ansøgninger, hvoraf de 16 er blevet udvalgt til at modtage støtten.

- Der er så meget virkelyst i vores landdistrikter, hvor ildsjæle knokler for at gøre en forskel for deres lokalområde. Derfor er det ikke overraskende, at der har været stor søgning til puljen i år, og jeg er rigtigt glad for, at så mange gode projekter nu kan blive til virkelighed, udtaler Morten Dahlin (V), der er minister for byer og landdistrikter. 

Eksempler på støttede projekter

Tølløse Skaterpark Støtteforening

Projekt: Tølløse Streetzone

Tølløse by mangler samlingssteder for byens unge, som er åbent alle tider af døgnet. Det har betydet, at de unge samles på uhensigtsmæssige steder. I 2020 opstod idéen om Tølløse Streetzone blandt unge på den lokale folkeskole. Sidenhen blev Tølløse Skaterpark Støtteforening stiftet og er den administrative drivkraft bag projektet. Indtil videre er to workshops afholdt med byens borgere, hvor det er blevet aftalt, hvilke faciliteter man ønsker at etablere. Midlerne skal derfor bruges til at etablere en "streetzone" – et multifunktionelt aktivitetsområde til nytte for byens unge såvel som oplandet.

Projektet har fået tilsagn om støtte på cirka 0,8 millioner kroner.

Den Levende Fiskerihavn

På Stevns arbejdes for at etablere et internationalt havcenter, hvor forskning, udvikling, test af nye produkter, services og viden skal ske i samspil med erhvervslivet. I projektet undersøges forskellige aspekter i visionen omkring Den Levende Fiskerihavn, og hvad potentialet er for at realisere planerne. Visionen indebærer blandt andet, at det internationale havcenter skal være centrum for havrelaterede aktiviteter, der skal bidrage til at genoplive fiskeriet, forbedre havmiljøet samt styrke biodiversiteten i havet omkring Rødvig. Mange interessenter har tilkendegivet deres opbakning til projektet herunder Stevns Turistforening, Kystdirektoratet, Stevns Kommune samt Roskilde og Syddansk Universitet.

Projektet har fået tilsagn om støtte på 1,5 millioner kroner.

Støtteforening for Øernes Højskole Sejerø

Projekt: Øernes Højskole Sejerø – Nyt tegltag og isolering som ramme for nye fælleslokaler

Støtteforeningen for Øernes Højskole på Sejerø har fået tilsagn om støtte fra landdistriktspuljen til at gennemføre de sidste energiforbedringer på højskolen. Som del af projektet skal et utæt tag udskiftes. Højskolen har allerede udført energioptimeringer i form af installation af luft til vand varmepumpe, isolering, opsætning af solceller samt etablering af nyt gulv. Højskolens aktiviteter er for både lokale og turister. Skolen har herudover et samarbejde med CSU i Kalundborg om afholdelse af kurser for personer med hjerneskade. Projektet er bakket op af både den lokale beboerforening og CSU Kalundborg.

Projektet har fået tilsagn om støtte på cirka 0,4 millioner kroner.