Der blev indgået 1200 færre uddannelsesaftaler om lærepladser mellem virksomheder og lærlinge fra oktober 2018 til oktober 2019, hvis man sammenligner med samme periode et år tidligere.
Det skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.
Og det er bekymrende, fordi det har været ambitionen at skabe flere lærepladser, mener børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
- Vores samfund har hårdt brug for tømrere, murere og alle de andre professioner, der kommer ud af vores erhvervsuddannelser. Vi skal fra hele samfundets side gøre alt, hvad vi kan, for at få flere lærepladser.
- Og her lever samfundet ikke op til sit ansvar, når vi har kvalificerede elever, der kan og vil. Det er bekymrende, siger hun.
VIDEO: Samtidig med, at der bliver oprettet for få lærepladser, kæmper virksomhederne i vores region også med at finde lærlinge nok. Det skal projektet Faglært med Fordel blandt andet gøre op med.
Værktøjer er ikke tilstrækkelige
I den seneste trepartsaftale blev der sat en målsætning om, at der i perioden fra 2016 til 2025 skulle indgås 8000 til 10.000 flere aftaler mellem virksomheder og lærlinge.
Men det mål bliver svært at nå, hvis ikke der bliver taget nogle nye initiativer, understreger ministeren.
- Jeg tror, vi må erkende, at de værktøjer, vi har nu, ikke er tilstrækkelige til at dæmme op for den udfordring, som de manglende lærepladser udgør.
- Og jeg mener, at der ligger en fælles opgave foran os - parterne, staten og skolerne - i at find