Resultatet fra den momsfrie kampagne var, at salget af frugt og grønt på landsplan steg med 13 procent i Lidl-butikkerne. I flere kommuner var der en forbrugsstigning på over 20 procent.
Det oplyser dagligvarekæden i en pressemeddelelse.
Det kommer ikke som en overraskelse for Jørgen Dejgård, professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.
- En hel del forskning viser, at man kan forvente en stigning på 15 til 20 procent, hvis man fjernede momsen og dermed sænkede prisen med 20 procent på grøntsager, siger Jørgen Dejgård.
Prisfølsomheden på frugt og grønt betyder, at en reduktion af momsen på frugt og grønt direkte vil have en positiv effekt på danskernes sundhed, fastslår han.
- Det vil have en effekt på forbruget, sundheden og dermed også en sygdomsforebyggende effekt. Man kan få forbruget af frugt og grønt til at stige, og så vil flere komme i nærheden af de anbefalede kostråd.