Nyhedsoverblik

Mulig bivirkning ved corona-vaccine

Yngre mænd kan være i særlig høj risiko for at udvikle kronisk nældefeber fra Modernas coronavaccine, viser undersøgelser fra styrelse.

Undersøgelser fra Lægemiddelstyrelsen viser, at kronisk nældefeber kan være en bivirkning ved Modernas coronavaccine, der formelt går under navnet Spikevax.

Det oplyser Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse onsdag.

Ud fra samlet 360 europæiske sager vurderes det, at der i 58 sager er en "sandsynlig" sammenhæng, mens der gælder en "mulig" sammenhæng i 228 sager.

Langt de fleste tilfælde af kronisk nældefeber er opstået 7-13 dage efter den tredje vaccinedosis.

Det konkluderes, at personer, der har fået Spikevax, har tre gange større risiko for at få kronisk nældefeber end baggrundsbefolkningen.

Yngre mænd kan være i særlig høj risiko, lyder det. Ifølge Martin Zahle Larsen er der dog tale om tidlige resultater. Derfor er yderligere undersøgelser nødvendige, hvis man skal sige noget om, hvorvidt der er en egentlig sammenhæng.

- Vi har ikke bevis for årsagen, men et kvalificeret bud er, at det er grundet et meget aktivt immunsystem hos yngre mænd, siger Martin Zahle Larsen.