Fulde navn, adresse og skyldigt beløb på 42 personer og firmaer.
Det er oplysninger, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fredag er kommet til at sende ud i e-boks til 33 personer.
En af dem, som har modtaget rykkerne - og fået sin egen delt - er Niels Mathiasson fra Eskilstrup.
- Det har chokeret mig helt vildt. Jeg troede først, at jeg havde 42 regninger liggende hos politiet. Det var først, da jeg gik ind og nærlæste dem, at det gik op for mig, at det slet ikke var mit navn, der stod på dem. Mit stod kun på den første side, fortæller han til TV2 ØST.
Det er jo oplysninger, der for eksempel kan bruges til afpresning
Det er Niels Mathiasson, der har taget kontakt til TV2 ØST og gjort opmærksom på, at fejlen har fundet sted. Han åbnede et brev fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i fredags, hvor det undrede ham, at han havde modtaget en rykkerskrivelse på næsten 50 sider. Rykkere med beløb på alt fra 175 kroner til 27.000 kroner, som forskellige privatpersoner og virksomheder skylder.
- Det er en stor brøler, synes jeg. Det er grotesk på alle mulige måder, siger han.
En menneskelig fejl
TV2 ØST har kontaktet Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og gjort opmærksom på fejlen. Efter TV2 ØSTs henvendelse har politiet sendt en pressemeddelelse ud, hvor de bekræfter, at der er sket en fejl.
Politiet oplyser, at rykkerskrivelserne er sendt til 33 forkerte personer og firmaer, og at de nu er i gang med at kontakte de berørte parter. Her vil politiet anmode om, at filerne bliver slettet – og beklager, at fejlen overhovedet har fundet sted.
- Det er dybt beklageligt, at vi har sendt en fil med 42 rykkere, og vi tager sagen meget alvorligt, siger stabschef Katrine Kaldahl i pressemeddelelsen.
Det har ikke noget med nogen andre at gøre, hvad jeg skylder
Det er hende, der har ansvaret for politikredsens datasikkerhed.
- Der er tale om en menneskelig fejl, og vi har i overensstemmelse med reglerne om databeskyttelse anmeldt hændelsen til Datatilsynet og Rigspolitiet, og vi vil naturligvis gennemgå vores arbejdsgange for at se på, hvad vi kan gøre for at undgå, at lignende hændelser sker fremover, siger Katrine Kaldahl.
Alvorlig fejl
TV2 ØST har talt med Henrik Larsen, der er chef hos DK-CERT og arbejder med at sprede viden om informationssikkerhed, trusler og metoder til beskyttelse. Ifølge ham er et læk af denne karakter i den virkelig grelle ende.
- Jeg synes, at den her sag er skarpere, end hvad jeg ellers har hørt på det seneste. Ligefrem at sende sådan noget ud i e-boks, det er ikke noget, der sker hver dag. Især når det er en myndighed som politiet, der gør det. Der skal det altså være i orden, siger Henrik Larsen.
Politiet anerkender da også, at de ikke har levet op til deres ansvar som myndighed i denne sag.
- Politiet har adgang til og behandler store mængder fortrolige og følsomme oplysninger om borgerne, og hermed følger naturligvis et ansvar, som vi desværre ikke har levet op til i denne sag, siger Katrine Kaldahl.
Stor grund til bekymring
Men nu er skaden sket, og der er ikke så meget de berørte parter kan stille op, andet end at slette filen og håbe på, at alle andre også gør det.
- Det skal man være ganske bekymret for. Det er jo oplysninger, der for eksempel kan bruges til afpresning, og som kan bruges til at så tvivl om hæderligheden af de mennesker, som det vedrører. Det kan jo være med til at undergrave deres kreditværdighed eller andet, fordi man ved, at de skylder penge til politiet, fortæller Henrik Larsen.
Og det er netop med sådanne mulige konsekvenser i baghovedet, at Niels Mathiasson føler sig utryg ved, at 32 andre nu har fået adgang til hans personlige oplysninger omkring gæld.
- Jeg er bare så gal. Det har ikke noget med nogen andre at gøre, hvad jeg skylder. Det er min business – ikke deres, siger han.