Nyhedsoverblik

Nordlys kan spottes i nat

Torsdag aften og natten til fredag er der mulighed for at se naturens eget lysshow udfolde sig på himlen.

En kraftig solstorm ventes nemlig at ramme torsdag aften, og det giver mulighed for at se nordlyset på vores breddegrader.

Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut.

For at kunne se nordlys kræver det dog, at der er nogenlunde skyfrit.

- Skyer kan dække eller bremse for nordlyset, men i aften skulle der være gode chancer. Dog kan byger drille, lyder det fra Bolette Brødsgaard, meteorolog ved DMI.

Det er især i Odsherred, at der er størst risiko for, at bygerne vil spænde ben for den farverige nattehimmel, lyder det.

I nat kan der også komme nogle tynde højtliggende skyer, som kan genere.

- De tynde skyer vil nok især være over den østlige del af regionen, fortæller Bolette Brødsgaard.

Chancerne for at se nordlys er bedst efter klokken 23 torsdag aften, da det er her månen går ned. Nordlyset træder nemlig bedst frem, når det er helt mørkt, og derfor er det også sværere at se nordlys i storbyer, hvor der er meget lysforurening.