Indtil nu har det kun været muligt for danskere med et cpr-nummer at blive testet ved grænsen, men fra mandag kan turister og udlændinge også blive testet, når de krydser grænsen.
Grænsebommen for tyske turister blev ellers løftet den 15. juni, men det tekniske set-up har endnu ikke været klar.
- Nu er det kommet til at fungere. Man har allerede prøvet det af hernede, og de seks første turister har været igennem, siger Søren W. Rasmussen, der er lægefaglig enhedschef i Region Sjælland.
Man er i gang med at finde en løsning med administrative cpr-numre
Den manglende mulighed for at teste udlændinge har haft konsekvenser for de mange udenlandske arbejdere på Femern-forbindelsen:
- Lige ved siden af grænsen i Rødby har der ligget et gammelt motel, som nu er ved at blive bygget om. Her har Femern Bælt løbende haft 60 mand liggende i karantæne i 14 dage, siger Søren W. Rasmussen.
Hver gang de kom op for at skulle arbejde i fire uger, skulle de i 14 dages karantæne forinden. Nu kan de blive testet i stedet og få svar inden for et par dage.
- Man er i gang med at finde en løsning med administrative cpr-numre. En turist kan komme ind fra gaden, men en, der skal arbejde i Danmark i en længere periode, får et administrativt cpr-nummer, siger Søren W. Rasmussen.
Man skal stadig i karantæne, imens man venter på svar
Selvom det nu er muligt at blive testet, hvis man skal arbejde i Danmark, skal man stadig gå i karantæne, indtil man har svaret fra første prøve.
- De kommer i karantæne, for de skal stadig afvente den første test. Det er det samme som, hvis vi kommer hjem fra udlandet, siger Søren W. Rasmussen.
- Selvom man bliver testet negativ, skal man formentlig podes efter fire dage, for man ved jo ikke, om de er blevet smittet på lufthavnen eller på færgen.
Region Sjælland forventer, at nu, hvor der også åbnes op for, at udlændinge kan blive testet, vil personalet få mere travlt i testenhederne ved grænsen.
Det er muligt frivilligt at lade sig teste i Rødbyhavn og Gedser alle hverdage mellem klokken 10.00 og 15.00.