Nyhedsoverblik

Ny aftale skal styrke dansk turisme

Regeringen og en bred kreds af partier har indgået en ny politisk aftale om væksten i dansk turisme.

Formålet med aftalen er at skabe en økonomisk, miljømæssig og social bæredygtig vækst i dansk turisme frem mod 2030. 

Det skriver By-, Land og Kirkeministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalen skal blandt andet være med til at sikre, at turismen udvikles på en måde, så den kommer landdistrikter og storbyer til mest muligt til gavn med respekt for natur og miljø, lyder det.

Dansk turisme har desuden, ifølge ministeriet, et positivt momentum, der ikke alene skal bevares, men samtidig skal bruges som drivkraft til at få endnu flere til at besøge og opleve Danmark året rundt.

- Med den nye aftale sætter vi to streger under regeringens ambitioner om at styrke dansk turisme, så branchen fortsat kan bidrage positivt til at skabe vækst, arbejdspladser og udvikling i hele landet, udtaler Morten Dahlin (V), minister for byer og landdistrikter, i pressemeddelelsen. 

Regeringen har indgået aftalen sammen med Danmarksdemokraterne, SF, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet.