Ny rekord på benzin – og det er næppe den sidste, vi får at se

Siden nytår er prisen på benzin banket i vejret med 4 kroner og 50 øre. Forbrugerne kan dog gøre flere ting selv for at spare på de dyre dråber.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Bedst som mange bilister har gjort sig forhåbninger om, at prisen på benzin næppe kan blive højere, har tankstationer over hele regionen fredag præsenteret et prishop på 80 øre, hvormed barren for den hidtidige prisrekord blev banket mod loftet atter en gang.

17 kroner og 29 øre takseres en liter benzin således til hos de ubemandede tankstationer, imens servicestationerne lægger yderligere 10 øre oven i prisen.

Dermed er den hidtidige rekord på 16 kroner og 89 øre for benzin sat eftertrykkeligt til vægs – og der er desværre ikke noget, der tyder på en lysning i horisonten lige foreløbigt, lyder vurderingen fra Andreas Østerheden, der er chefstrateg i Nordea.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Han følger dagligt udviklingen for udbud og efterspørgsel på gas og olie, som i sidste ende har indflydelse på, hvad det koster at fylde tanken på bilen.

- Prisen på energi fortsætter på et højt niveau på samme måde som omkostningerne for transporten stadig er rigtig høj. Dertil er den valuta, som olie afregnes i, dollaren, også steget i pris siden nytår.

17 kroner og 29 øre takseres en liter benzin til lørdag som her hos F24 i Udby.
17 kroner og 29 øre takseres en liter benzin til lørdag som her hos F24 i Udby. Foto: Morten Tiirikainen - TV2 ØST

Muligt at spare selv

Ifølge Andreas Østerheden er der navnlig to ting, der driver den vilde pris på benzin og diesel. Corona – hvor senest Kina har været hårdt ramt med omfattende nedlukninger – og krigen i Ukraine.

- Det kan sagtens forblive på det niveau, vi ser nu, et stykke tid endnu. Ukraine lægger bare et ekstra lag oven i det komplekse system, som i forvejen driver råvarepriserne, forklarer Andreas Østerheden.

Langt hovedparten af regionens borgere kører fortsat i en bil med benzin- eller dieselmotor – hvor man som ejer af en elbil ikke er ramt på samme måde af de stigende priser. For selvom elpriserne er steget ganske betragteligt, er udgiften per kørt kilometer fortsat markant lavere. 

Læs også
Sparetip: Sådan kan du bruge 20 procent mindre brændstof
Læs også
Sparetip: Sådan kan du bruge 20 procent mindre brændstof

Som bilist har man dog flere muligheder for at holde udgifterne i skak. Enten ved at snuppe cyklen i stedet for bilen – eller ved at køre økonomisk.

TV2 ØST lavede således et eksperiment forleden, hvor det lykkedes at barbere 20 procent af brændstofforbruget ved at sænke hastigheden fra 130 til 110 kilometer i timen på motorvejen. Det kan du se herunder:


Nyhedsoverblik