Nyhedsoverblik

Øremærket barsel får forældre til at blive hjemme i kortere tid

Den øremærkede barsel til mænd gør, at forældre sammenlagt bliver hjemme i en kortere periode end tidligere.

Det viser en foreløbig opgørelse, som Rockwool Fonden står bag.

Det kan ende med at få konsekvenser for barnets trivsel, har et studie fra Aarhus Universitet tidligere vist.

Studiet tager udgangspunkt i en barselsreform helt tilbage fra 2002, der i gennemsnit fik kvinder til at forlænge deres samlede barselsorlov med tre måneder.

Da børnene i 2015 og 2016 var blevet gamle nok til at forholde sig til sin egen trivsel, blev folkeskolernes trivselsundersøgelse lavet.

- En sammenligning af børnenes trivsel viser tydeligt, at børn af mødre, der tog længere orlov på grund af reformen, blev målt med bedre trivsel i 7. og 8. klasse, skriver Rockwool Fonden i en analyse.

Opgørelsen af barslen skal ses i lyset af, at politikerne sidste år øgede den øremærkede forældreorlov til fædre fra to til 11 uger.

Meningen er at tilskynde fædre til at tage større del i den samlede forældreorlov.