Overset forbud får konsekvenser for studenterkørsel

Færdselsstyrelsen og politiet vil fra i år håndhæve forbuddet mod at have andre end studenter med i studentervognene. Det møder kritik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Snart fyldes veje, gader og stræder med lastvogne fulde af glade, feststemte studenter. 

En tradition, der er elsket af mange - især de unge selv og deres familier, der står klar med champagne og jordbær hjemme i haverne. 

Men for nogle bliver studenterkørslen ikke helt, som de havde håbet. 

Fra i år bliver det nemlig forbudt at have ekstra personer såsom en DJ, lærere eller familiemedlemmer med på studentervognene. 

Forbud kom i 2016 

Forbuddet mod at have andre end studenterne med på vognene stammer fra Færdselsstyrelsens bestemmelse om eksamenskørsel fra 2016. 

Men modsat tidligere vil det nu blive håndhævet.

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: TV2 ØST

Færdselsstyrelsen ønsker ikke at stille op til interview, men i et skriftligt svar oplyser styrelsen, at forbuddet skyldes sikkerhed. 

- Reglerne om, at det kun er dimittender fra ungdomsuddannelser, der må deltage i eksamenskørsel, har eksisteret siden 2016. Reglerne har til formål at sikre den størst mulige færdselssikkerhed. For håndhævelse af reglerne henvises til politiet, skriver Henrik Sauvr, der er vicedirektør for Transport, køretøjer og klima. 

quote Normalt er det jo ikke lovligt at være passager oppe på ladet af en lastbil, der kører.

Henrik Fobian, vicepolitiinspektør Midt- og Vestsjællands Politi.

Fra politikredsene lyder det, at man vil håndhæve reglen. 

- Reglerne er, som de er, og hele set-uppet er, at det kun er for de studerende. Det er det, vi håndhæver, siger Henrik Fobian, der er vicepolitiinspektør Midt- og Vestsjællands Politi.

- Hvis du har gennemført en uddannelse i minimum to års varighed og har været til den afsluttende eksamen, så må du være ombord. Det er kun dem, der må være der, understreger han. 

Et spørgsmål om sikkerhed

Men det vækker undren hos vognmandsfirmaet Brian Nielsen Transport i Karise, der indtil nu har tilbudt en totalløsning med studenterkørsel og en DJ om bord.

Her forstår man ikke, at det nu bliver gjort til et problem, at andre end studenterne kører med i vognene. 

- Vi overholder reglerne for, hvor mange mennesker ladet er godkendt til, så synes jeg, det er spøjst, at der nu er nogen, der skal sidde og tolke på det her og sige, nu må I ikke, siger Margit Nielsen, der er administrationschef i Brian Nielsen Transport.

Margit Nielsen viser, hvor DJ'en plejer at stå i deres vogn til studenterkørsel.
Margit Nielsen viser, hvor DJ'en plejer at stå i deres vogn til studenterkørsel. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST

Ifølge Henrik Fobian er der dog en ganske god grund til, at man begrænser, hvem der må køre med - nemlig sikkerheden. Det er kun for studenterne, at man kan gøre en undtagelse. 

- Normalt er det jo ikke lovligt at være passager oppe på ladet af en lastbil, der kører. Det er farligt. Men det her er en tradition, og det er også derfor, der er lavet en bekendtgørelse fra Færdselsstyrelsen, som man godt kan sige er en stor undtagelse, siger han. 

Henrik Fobian er vicepolitiinspektør i Midt- og Vestsjællands Politi, der fremover vil håndhæve bekendtgørelsen om eksamenskørsel.
Henrik Fobian er vicepolitiinspektør i Midt- og Vestsjællands Politi, der fremover vil håndhæve bekendtgørelsen om eksamenskørsel. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST

Flere vognmænd fortæller til TV2 ØST, at DJ's, familiemedlemmer eller lærere faktisk ofte fungerer som ekstra sikkerhed under studenterkørsel.

- DJ'en og chaufføren har på forhånd aftalt, hvad reglerne er, så når DJ’en er der, kan han tage fat i de unge mennesker og sige, at de skal holde sig indenfor det område, hvor de må være, fortæller Margit Nielsen. 

Ærgrer studenter

Forbuddet møder også kritik på Næstved Gymnasium. 

Her havde flere af årets studenter set frem til at have andre end klassekammeraterne med om bord.

Vanilje Danielsson, student fra Næstved Gymnasium.
Vanilje Danielsson, student fra Næstved Gymnasium. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST

En af dem, der er ærgerlige, er Vanilje Danielsson.

- Det er jo noget, vi har glædet os til, siden vi startede på gymnasiet, så det er megaærgerligt, at vi ikke må det her. Det er noget, vi har aftalt med familiemedlemmer og lærere, at de kunne komme med på vognen, siger Vanilje Danielsson.

Marie Beyer, student fra Næstved Gymnasium.
Marie Beyer, student fra Næstved Gymnasium. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST

Marie Beyer, der også netop har fået huen på, er også ked af situationen.

- Jeg synes, det er ærgerligt, fordi nu har jeg selv en lillebror, der lige er blevet færdig i 9. klasse, som rigtig gerne ville med og havde set frem til det.

- Vi havde selvfølgelig set andre på vores vej og blandt vores venner, hvor søskende havde ret med. Så det havde han glædet sig lidt til, siger Marie Beyer. 

Fie Hendriksen, student fra Næstved Gymnasium.
Fie Hendriksen, student fra Næstved Gymnasium. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST

Selvom studenterne er utilfredse med håndhævelsen af forbuddet, så er de i Fie Hendriksens klasse ikke klar til at trodse den.  

- Vi har taget en fælles beslutning om, at vi ikke vil have en bøde for det, hvis politiet kommer. Så vi har bare valgt, at vi lader være og overholder reglerne og får en god studentertur, siger hun. 

Læs også
Sankthansbålet er aflyst - her skal der synges til lyskæder
Læs også
Sankthansbålet er aflyst - her skal der synges til lyskæder

Midt- og Vestsjællands politi oplyser, at der vil blive foretaget stikprøvekontrol - og det vil være op til en konkret vurdering, om reglerne eventuelt er overtrådt.   


Nyhedsoverblik