Nyhedsoverblik

Partier støtter skatteinitiativer til cykelpendlere

Transportordførere fra Liberal Alliance og Enhedslisten bakker op om skatteinitiativer, der skal få flere danskere op på cyklen.

Søndag stillede Alternativet et forslag om at indføre et befordringsfradrag på tre kroner per kilometer fra 2 til 24 kilometer, som skal gælde cyklister.

Det nuværende kørselsfradrag starter ved 24 kilometer.

Ifølge transportordfører for Liberal Alliance, Jens Meilvang, arbejder partiet på flere tiltag.

Liberal Alliance ønsker blandt andet en model, hvor arbejdspladsen giver medarbejderne et skattefrit honorar for at cykle på arbejde.

Det er mere effektivt end et kørselsfradrag, mener han.

Selv om der ikke er enighed blandt partierne om rejsen derhen, er der enighed om målet.

- Det er jo virkelig vigtigt - specielt omkring de større byer. Det vil kunne hjælpe på trængslen, men samtidigt er der jo også en masse sundhedsfaglige positive aspekter, siger Jens Meilvang.