Der blev sidste år givet mere end 51.000 opholdstilladelser til personer, der kom til Danmark for at arbejde. Det er cirka 11.000 mere end året før.
Det er en fantastisk god nyhed for de små og mellemstore virksomheder
Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik ifølge organisationen SMVDanmark. Den organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder.
Det er desuden det højeste antal i statistikkens levetid, der strækker sig tilbage til 2014.
Den største andel af udenlandsk arbejdskraft kommer typisk fra Indien, Rumænien og Polen. Det var også tilfældet sidste år.
Den generelle stigning skyldes primært, at mange virksomheder oplevede stor mangel på arbejdskraft i 2022. Det vurderer Signe Bøgevald Hansen, der er politisk konsulent hos SMVDanmark.
- Arbejdsledigheden har været lav, og derfor har man ikke kunnet rekruttere internt i Danmark. Derfor har man gjort det uden for landets grænser i stedet, siger hun.
Årsløn på mindst 448.000 kroner
For ikke EU-borgere steg antallet af opholdstilladelser til arbejdende med 46 procent sammenlignet med året før.
Signe Bøgevald Hansen kalder det en glædelig nyhed, at der er sket en så kraftig udvikling.
- I 2022 blev der givet opholdstilladelse til 24.570 personer uden for EU, der kom for at bistå danske virksomheder og betale dansk skat, siger hun.
- Det er en fantastisk god nyhed for de små og mellemstore virksomheder, der har god brug for arbejdskraften.
Et politisk flertal indgik sidste år en bred aftale om at sænke beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft. Aftalen trådte i kraft 1. december og gælder i en periode på tre år.
Det skete i et forsøg på at imødekomme den aktuelle mangel på arbejdskraft.
Signe Bøgevald Hansen ser et stort potentiale i aftalen.
- I SMVDanmark glæder vi os også over, at Folketinget på tirsdag behandler et lovforslag, der skal sænke beløbsgrænsen permanent, siger hun videre.
Når man sænker beløbsgrænsen, betyder det, at danske virksomheder nu kan hive udenlandsk arbejdskraft til Danmark, hvis personer ansættes på en kontrakt med en årsløn på mindst 375.000 kroner.
Inden aftalen skulle årslønnen mindst hedde 448.000 kroner.