Nyhedsoverblik

Politi: Sådan sikrer du dit hjem i juledagene

Juledagene er højsæson for indbrud i private hjem.

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi blev der begået 660 indbrud i juleferien sidste  år.

- Nogle år før var tallet dobbelt så højt, så vi har gjort rigtig meget, men vi kan rent faktisk gøre endnu mere, lyder det fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en video, de har delt på Facebook.

I videoen giver politiet gode råd til, hvordan man sikrer sit hjem mod ubudne gæster.

Først og fremmest fortæller politiet, at det gælder om at have nogle gode døre og vinduer, så det er svært for indbrudstyven at komme ind.

- De fleste tyveknægte er rigtig dovne, og hvis de skal arbejde for meget for det, giver de op.

Derudover skal man sørge for, at der ikke ligger værktøj og haveredskaber frit tilgængeligt og få det til at ligne, at der er nogen hjemme i huset. Det er også en god idé at lave aftaler med naboer om at holde øje med huset, mens man er væk. 

Sidst men ikke mindst bør man i juleferien lade være med at dele indhold på sociale medier, der indikerer, at man ikke er hjemme.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.