Politiet advarer bilister mod aquaplaning

Det regner jævnt udenfor, og det kan skabe problemer for trafikken. Politiet opfordrer til, at bilister kører efter forholdene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der er vådt på vejene og sigtbarheden er lav, hvis man begiver sig ud i trafikken onsdag.

Vi er nemlig godt i gang med det døgn, som DMI har spået til at give masser af regn – endda med risiko for at nå varslingskategorien ”Kraftig regn”, hvor der falder mere end 30 millimeter regn på 24 timer.

Begge politikredse i regionen opfordrer derfor bilister til at køre ekstra forsigtigt på de våde veje.

- Man skal have det som et opmærksomhedspunkt hertil morgen og formiddag, at der kan ligge meget vand på kørebanen. Så min morgenanbefaling er, at man kører efter forholdene, siger Jesper Mortensen, der er vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi.

quote Der kan ligge meget vand på kørebanen

Jesper Mortensen, vagtchef

Vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi stemmer i og supplerer med en ekstra påmindelse:

- Man skal køre efter forholdene, og så skal man huske at tænde sine baglygter, siger Michael Skræddergaard.

Der er onsdag morgen begyndt at samle sig nogle store vandpytter rundt omkring på vejene, så man skal ifølge politiet være opmærksom på, at der kan opstå aquaplaning – altså fænomenet, hvor der er så meget vand på vejbanen, at dækkene mister vejgrebet, så man hverken kan styre eller bremse bilen.

- Men vi har heldigvis ikke fået nogen meldinger om uheld endnu på grund af regnen, siger Jesper Mortensen.

Jorden er mættet – og det kan skabe problemer

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er der indtil videre faldet en god sjat regn, men vagtchef Klaus Larsen er dog stadig i tvivl om, hvorvidt der kommer til at falde mere end de 30 millimeter regn på 24 timer.

- Det regner ganske pænt, og det er forventet, at det vil fortsætte langt ud på dagen, hvor vi vil få sådan en rigtig regnvejrsdag. Vi skal nok komme op på en pæn mængde på Sjælland også, men jeg tror ikke, at vi når over varslingskriteriet på 30 millimeter på 24 timer, siger han.

Ifølge Klaus Larsen er der onsdag morgen klokken seks faldet lige omkring otte millimeter regn ved vejrstationerne Røsnæs Fyr, Flakkebjerg og Tystofte. Ved Holbæk, Vordingborg og på Lolland er der faldet mellem fire og fem millimeter.

- Det er et jævnt regnvejr, og jorden er godt mæt, fordi der er faldet temmelig meget regn i forvejen. Så det kan stadig godt skabe problemer nogle steder på Sjælland, siger han. 

Læs også
DMI advarer: Tjek din bolig inden tirsdag aften
Læs også
DMI advarer: Tjek din bolig inden tirsdag aften

Klaus Larsen peger ligesom politiet på, at der er risiko for aquaplaning, som trafikanter skal være ekstra opmærksomme på.

- Der kan jo samle sig nogle pæne pytter rundt omkring, og de er bestemt ikke sjove at køre ind i, siger han.

Ingen af de to politikredse har onsdag morgen fået meldinger om uheld.

- Men nu må vi se, når morgentrafikken rigtigt begynder. Især i sådan et vejr her, hvor der er dårlig sigtbarhed, så er for høj hastighed med til at skabe de her morgenuheld, fordi folk ikke kører efter forholdene. Nu er man jo i hvert fald varslet med, at der er regn, siger Jesper Mortensen fra Midt- og Vestsjællands Politi. 


Nyhedsoverblik