Nyhedsoverblik

Politiet efterlyser: Har du set Josefine?

Midt- og Vestsjællands Politi har fredag aften bragt en efterlysning af 16-årige Josefine.

Her lyder en opfordring til at ringe 1-1-4, hvis man har viden om, hvor Josefine befinder sig.

Vagtchef Michael Hymøller oplyser til TV2 ØST, at politiet ikke umiddelbart er bekymret for Josefines velbefindende, men understreger, at politiet alligevel gerne vil i kontakt med hende.

- Hun har været væk siden 22. september, hvor hun tog afsted fra et opholdssted på Vestsjælland, forklarer vagtchefen.

De nærmere omstændigheder for politiets efterlysning, kan Midt- og Vestsjællands Politi ikke komme ind på for nuværende.

Michael Hymøller oplyser dog, at politiet har indikationer på, at et familiemedlem er i kontakt med hende.

- Men qua hendes unge alder har vi en oprigtig interesse i at høre fra hende, fordi hun nu har været væk så længe, siger vagtchefen, der afviser, at politiet på nuværende tidspunkt mistænker, at der ligger en kriminel handling bag Josefines forsvinden.

Midt- og Vestsjællands Politi har på nuværende tidspunkt ikke noget indtryk af, hvor i landet Josefine befinder sig.