Her bliver medlemmerne orienteret om, at kommunen sammen med 12 andre kommuner er medunderskrivere på et brev til klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M), hvori de efterlyser en reel udfasning af gas.
I brevet påpeger borgmestrene, at de i kommunerne de sidste to år har gjort en stor indsats for at blive klar til at udfase gas som rumopvarmning.
Det er et af de klimapolitiske målsætninger, som et flertal på Christiansborg vedtog i 2022.
Men ifølge borgmestrene mangler man her to år senere en klar udmelding om, hvad der skal ske med gassen.
- Vi er alvorligt bekymrede for, om vi kan komme i mål med vores og indtil videre statens ambitioner, uden at der kommer en klar og tydelig melding fra staten om, at gassen ikke er fremtidens varmeforsyning, skriver de.
I brevet beder borgmestrene om lov til at foretage en lokalforankret nedlukning af gasnettet og dermed muligheden for at give deres borgere en klar melding om, at gassen skal udfases og hvornår.
Blandt de 13 borgmestre er fem her fra sendeområdet - det drejer sig om borgmestrene fra Næstved, Stevns, Slagelse, Holbæk og Odsherred kommuner.