Nyhedsoverblik

Putter 10 millioner i ny fond

Sparekassen Sjælland-Fyn og Andel er gået sammen om at etablere Udviklingsfonden Sjælland.

Den nye fond skal stimulere erhvervsudviklingen i Region Sjælland, oplyser de i en fælles pressemeddelelse.

Parterne bidrager samlet med 10 millioner kroner til etablering af ny erhvervsdrivende fond.

- I både Andel og i sparekassen har vi et fokus på at støtte udviklingen i vores samfund, så det gavner den region og de byer og lokalsamfund, vi er en del af, siger Lars Petersson, administrerende direktør for Sparekassen Sjælland-Fyn.

Fondens fokus vil være på aktiviteter, der understøtter udviklingen i hele regionen. Det gælder blandt andet biosolutions, bæredygtig turisme og arbejdet omkring vedvarende energi og grøn omstilling.

Udviklingsfonden forventes at være operationel i slutningen af 2024.