Mindst 10.000 ukrainere menes at være kommet til Danmark siden krigens begyndelse, og det tal vil formentlig stige en hel del.
I lyset af den store opgave, der venter i kommunerne, har Red Barnet lanceret et initiativ, der skal hjælpe fagfolk og andre med at tage imod flygtningene.
På en ny hjemmeside - taggodtimod.dk - kan lærere, pædagoger, frivillige, børn og forældre finde inspiration til, hvordan man konkret giver en god modtagelse.
Vi prøver at komme med inspiration til, hvad man kan gøre, når eleverne ikke kan sproget
- Vi så et behov for at samle al den gode viden og faglighed, der findes på området, om at tage imod børn på flugt, siger Ane Lemche, psykolog i Red Barnet.
- Det gælder både specifikt i forhold til flygtninge fra Ukraine, men også mere generelt, når der kommer flygtninge til Danmark, fortsætter hun.
Kan begynde i skole denne uge
De første ukrainere fik fredag opholdstilladelse efter en hastebehandlet særlov, der gør det muligt at søge arbejde og komme i skole i Danmark.
Efter fire hverdage overtager kommunerne ansvaret for ukrainere, der har fået opholdstilladelse.
Det betyder, at vi kan vente skoleindskrivninger i denne uge.
Her venter en særlig opgave i klasselokalerne, forklarer psykologen, og der er flere ting, man kan gøre, for at sørge for, at det går så godt som muligt.
- Helt konkret kan man som lærer give et barn, der kommer ind i klassen og måske ikke kan tale dansk endnu, en "buddy" - altså en god ven, som kan hjælpe og vise, hvordan skolen fungerer, siger Ane Lemche.
- Derudover kan man hjælpe til med at lave legegrupper eller andre initiativer, der kan ryste børnene lidt sammen.
Det handler især om at forsøge at overvinde sprogbarrieren, siger psykologen.
- Man kan lave mange aktiviteter, som ikke handler om, at man skal tale så meget dansk. Så vi prøver at komme med inspiration til, hvad man kan gøre, når eleverne ikke kan sproget, siger Ane Lemche.
Derudover er ro og stabilitet vigtige faktorer, understreger hun.
Red Barnet afholder i øvrigt webinarer med vejledning til både frivillige og fagprofessionelle.
VIDEO: TV2 ØST var med, da en gruppe ukrainske flygtninge på Møn søgte om opholdstilladelse: