Regeringen vil give flere penge til skoler i provinsen

Med ny taxameterordning vil regeringen omfordele støtte fra store skoler til mindre skoler i udkantsområder.

Med en ny indretning af taxametermodellen for uddannelsesinstitutioner vil regeringen tage penge fra store skoler og give til de mindre.

quote Det har en selvstændig værdi, at man kan tage uddannelse mange steder i Danmark

Morten Dahlin (V), minister for by-, land og kirkeområdet

Manøvren skal modvirke udviklingen mod uddannelsesørkener i landdistriktsområder.

Det fortæller uddannelses- og børneminister Mattias Tesfaye (S) og minister for by-, land og kirkeområdet Morten Dahlin (V).

Læs også
Afsætter millionbeløb til små skoler
Læs også
Afsætter millionbeløb til små skoler

Omfordelingen fra større til mindre uddannelser og byer er en politisk prioritet, de to ministre foretager med åbne øjne.

- Vi synes, det har en selvstændig værdi, at man kan tage uddannelse mange steder i Danmark, siger Morten Dahlin.

Frygter den demografiske udvikling

De to ministres bekymring bunder i den demografiske udvikling. 

Faldende ungdomsårgange vil betyde færre unge på uddannelserne i særligt de ydre dele af landet, hvilket kan føre til skolelukninger.

Mattias Tesfaye påpeger, at der i dag er STX-uddannelser i 85 byer, men at det i 2035 kan risikere at falde til 75 byer på grund af færre unge.

Det vil regeringen ikke acceptere, lyder det.

Læs også
Mangler plads til 550 elever - nu skal der bygges en helt ny skole
Læs også
Mangler plads til 550 elever - nu skal der bygges en helt ny skole

Som løsning skal der indføres et nyt og forhøjet udkantstilskud på 3,8 millioner kroner per institution.

Dertil skal taxameterpengene til uddannelserne omfordeles, så institutioner med over 700 elever vil modtage et lavere tilskud, mens mindre institutioner får et større.

Skoler taber tilskud 

Ministrene fremhæver, at skoler som Silkeborg Gymnasium og Roskilde Katedralskole står til et tab i tilskud svarende til henholdsvis seks og fem procent.

Samtidig vil Frederikshavn Handelsskole og Vestfyns Gymnasium få en samlet tilskudsstigning på omkring henholdsvis 11 og otte procent.

I alt skal der omfordeles 149 millioner kroner til de mindre uddannelsessteder.

quote Der vil komme en række fyringer på de skoler

Maja Bødtcher-Hansen, formand for Danske Gymnasier

Når regeringen foretager denne manøvre, er det stort set uden at tilføje området nye midler -- de fleste af pengene til de mindre skoler skal tages fra de større.

Hvorfor vil I forbedre mulighederne på de mindre skoler på bekostning af en besparelse et andet sted?

- Det er jo blandt andet fordi, der er stordriftsfordele, som vi synes, vi har et ansvar for at inddrive, fordi vi skal bruge skatteborgernes penge bedst muligt, siger Morten Dahlin.

Mattias Tesfaye ved, at forslaget vil give utilfredshed de steder, der skal spare.

- Men jeg appellerer også til forståelse for, at vi lever i et land, og at dem, der bor steder i landet, hvor der ikke ligger et gymnasie eller erhvervsskole i byen, at de også har krav på at have en ungdomsuddannelse tæt på.

Kan forringe undervisningen

Ifølge skoleforeningen Danske Gymnasier vil den nye ordning forringe undervisningen for i hvert fald 40.000 elever. Det siger formand Maja Bødtcher-Hansen.

- Vi synes, det er helt utilstedeligt. Der vil komme en række fyringer på de skoler, som gør, at der er færre lærere til at løfte undervisningen. Det vil også forringe mulighederne for at gennemføre højniveauerne i for eksempel naturvidenskab og musik, siger hun.

Læs også
17-årige må køre alene - få overblikket i nyt udspil
Læs også
17-årige må køre alene - få overblikket i nyt udspil

Hun påpeger, at problemet er, at man forsøger at løse elevfordelingsproblemet med økonomi.

- Det kunne de løse ved at lave en elevfordeling, som de oprindeligt også har sat sig for. Men det gør de ikke.

- Man bliver nødt til at løse problemet i udkanten ved at sørge for, at de elever, der bor der, går i skole der, siger Maja Bødtcher-Hansen.



Nyhedsoverblik