Regeringen vil oprette 25 nye uddannelsessteder, som skal strække sig over hele Danmark og er det første skridt i retningen mod at etablere i alt 7500 uddannelsespladser uden for de store byer i Danmark.
Sådan lyder det i et udspil, som regeringen har præsenteret torsdag klokken 13.
Der skal være bedre og flere uddannelsestilbud uden for de store byer
- Der skal være bedre og flere uddannelsestilbud uden for de store byer, så flere unge kan uddanne sig i det lokalområde, hvor de er vokset op. Det skal også medvirke til, at virksomhederne ikke behøver at flytte, siger statsminister Mette Frederiksen (S).
Video: Torsdag klokken 13.00 præsenterede regeringen udspillet “Danmark tættere på”, der skal sikre bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark.
25 nye uddannelsessteder på landkortet
Statsministeren lægger ud med at sige lidt om Danmark - både storbyen, men mest om stederne udenfor de store byer.
- Danmark er et lille land, men et land med fantastiske muligheder, og vi har brug for alle dele af landet: Små bysamfund og levende landdistrikter, siger hun.
- Men udviklingen i Danmark er gået den forkerte vej, siger hun.
Derfor skal 25 nye uddannelsessteder sættes på landkortet, og fire af dem ligger i vores sendeområde.
En af dem bliver pædagoguddannelsen i Holbæk, som genopstår, hvis udspillet bliver stemt igennem. Den daværende pædagoguddannelse blev lukket i 2009, og på samme måde er mange andre uddannelser over hele landet blevet centraliseret de seneste ti år – hvilket regeringen ønsker at gøre op med.
OVERBLIK: Regeringen vil sende uddannelser til provinsen
Skolelærere, sygeplejersker og pædagoger skal i højere grad end i dag uddannes i provinsen fremfor i landets store byer. Det er en del af et udspil, som regeringen præsenterer torsdag.
Få et overblik her:
- Regeringen vil fra 2025 oprette 25 eller flere nye uddannelsessteder, der skal ligge uden for de fire største byer. De skal altså placeres i provinsbyer.
- Der er tale om en række nye uddannelser. Desuden skal nogle af de mest populære universitetsuddannelser flyttes ud af de store byer.
- I alt 1300 uddannelsespladser skal udflyttes. 1000 nye pladser skal oprettes.
- I alt vil regeringen flytte 60 procent af alle velfærdsuddannelser - eksempelvis pædagog, folkeskolelærer, sygeplejerske og socialrådgiver - væk fra de fire største byer og ud i provinsen.
- Her i regionen får Holbæk en pædagoguddannelse, Næstved får en radiografuddannelse, en arkitektuddannelse kommer til Kalundborg og Lolland-Falster får nye tekniske uddannelser i forbindelse med Femern-byggeriet.
Kilde: Ritzau, udspillet "Tættere på - flere uddannelser og stærke lokalsamfund" af regeringen.
Fire nye uddannelser til regionen
Centralisering på blandt andet uddannelsesområdet er ikke en naturlov, og udviklingen kan imødegås med politikske beslutninger, siger statsminister Mette Frederiksen på pressemødet.
Derfor kommer der - hvis udspillet stemmes igennem - udover pædagoguddannelse i Holbæk også en radiografuddannelse til Næstved, en arkitektuddannelse til Kalundborg og nye tekniske uddannelser til Lolland-Falster i forbindelse med Femern-byggeriet. Derudover er der planer om en ny lægeuddannelse i Køge.
Der skal i alt afsættes to milliarder kroner over de næste fem år for at komme i mål med regeringens planer. Det siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Udover at tage fat på uddannelsesområdet for at skabe mere liv i landdistrikter og de små byer i Danmark, har regeringen også planer om at tage fat på sundhedsområdet.
Grafik: Her vil regeringen placere uddannelsesstederne i regionen: