Nyhedsoverblik

Rejsekortet giver besked via ny kanal

Brugere af rejsekort vil fremover modtage advarsler og vigtige meddelelser i deres e-Boks, hvis de eksempelvis har glemt at checke ud efter en rejse.

Det skriver Rejsekort & Rejseplan A/S i en pressemeddelelse.

Virksomheden har valgt at bruge e-Boks som sin officielle platform i stedet for at bruge kundernes e-mail, som hidtil.

I dag bruger over 2,1 million kunder ifølge Rejsekort & Rejseplan A/S et personligt rejsekort.

Foreløbige tal viser, at flere kunder reagerer på henvendelser over e-Boks, end når de sendes over e-mail. Det har Rejsekort & Rejseplan A/S oplyst i et skriftligt svar til Ritzau.

Ifølge dem er det vigtigt, at kunderne reagerer på beskederne fra dem, så de kan betale den rette pris for deres rejse, hvis de eksempelvis har glemt at checke ud.

Det gør de ved at oplyse på hvilken station, de sluttede deres rejse.

Hvis kunderne ikke svarer på beskederne, kan den yderste konsekvens ifølge Rejsekort & Rejseplan A/S være, at de ikke kan bruge deres rejsekort i et år.

Rejsekortet kan bruges til at rejse med bus, tog, metro og letbane.