Nyhedsoverblik

Rekordmange har købt togbilletter

300.000 i fjern- og regionaltog.

Sådan lyder DSB's estimat af det samlede antal togpassagerer i perioden 20. til 29. december, der dermed forventes at blive den travleste juleperiode på skinnerne nogensinde.

Antallet af solgte pladsbilletter ved indgangen til december er allerede steget med 50 procent fra 60.000 i 2023 til 90.000 i år. Det er ny rekord, skriver DSB i en pressemeddelelse.

Med over 310.000 solgte rejser er salget af Orange-billetter også steget med 57 procent sammenlignet med samme periode sidste år, står der i meddelelsen.

Ifølge informationschef i DSB Tony Bispeskov bør man handle hurtigt, hvis man pønser på at rejse med tog i juledagene.

- Vi kan se, at endnu flere forventer at rejse med DSB i juledagene i år, og mange planlægger tidligere end andre år. Selvom juletrafikken i år spreder sig ud over flere dage, så anbefaler vi, at man ikke venter for længe med at planlægge og købe sine rejser, siger han.

Sidste år var d. 22. december den travleste rejsedag mellem landsdelene med mere end 35.000 rejsende.

I år forventes 23. december at blive den travleste rejsedag med cirka 40.000 rejser.