Nyhedsoverblik

Rekordmange har søgt om julehjælp

Rekordmange har ansøgt om at modtage julehjælp gennem Dansk Folkehjælp.

I alt har 21.544 familier søgt om en ekstra håndsrækning i juletiden gennem Dansk Folkehjælp. Det er 2500 flere end sidste år.

Det skriver Dansk Folkehjælp i en pressemeddelelse.

Siden 2019 er antallet af ansøgere steget år for år. I år var antallet af ansøgere 47 procent højere end i 2019.

Det får Mirka Mozer, generalsekretær i Dansk Folkehjælp, til at efterlyse en mere permanent løsning.

- Hvis vi som samfund ikke ændrer vores tilgang til fattigdomsproblemet i Danmark, så vil situationen være den samme år efter år, siger Mirka Mozer i pressemeddelelsen.

- Vi er nødt til at tage udviklingen alvorligt og én gang for alle kigge på langsigtede og helhedsorienterede løsninger, lyder det videre.

Man kan ansøge om at modtage julehjælp hos Dansk Folkehjælp, hvis man er på overførselsindkomst og har hjemmeboende børn under 18 år.

Julehjælpen består af 800 kroner til mad per familie plus 500 kroner til julegaver per barn. En familie kan højst modtage 2800 kroner i julehjælp.

Læs også
3.000 ansøgninger om julehjælp på ét døgn
Læs også
3.000 ansøgninger om julehjælp på ét døgn