Nyhedsoverblik

Rekordmange tog en nat ude

Flere end nogensinde har denne sommer taget soveposen under armen og taget en nat i det fri i et af statens mange naturområder.

Det viser en opgørelse fra Naturstyrelsen.

Af opgørelsen kan det ses, at der i ugerne 26 til 32 i 2024 har været 46.714 besøgende på landets lejrpladser.

Heraf har 9.710 af dem gjort brug af de sheltere, der er placeret rundt omkring i landet.

Til sammenligning lød tallet på henholdsvis 34.378 besøgende og 6.842 bookinger af shelter i 2023.

På bare to år er antallet af besøgende steget med mere end 25 procent.

- Flere og flere har fået øjnene op for de mange steder i vores fælles natur, hvor man kan rulle liggeunderlaget ud, tænde et bål og bare være sammen eller nyde en stille stund alene, siger naturvejleder Jes Aagaard.

Og det gælder tilsyneladende, uanset om det er ferie, weekend eller hverdag.

- Der har længe været rift om pladserne i ferier og weekender, men når vi kigger på bookingerne frem i tiden, kan vi se at det også er populært at tage af sted på en hverdag og på alle årstider, siger Jes Aagaard.