Selvom regeringen mener, at den nye reform til ungdomsuddannelser betyder mindre forskel mellem de bogligt stærke og svage elever - så kommer det til at gå stik modsat.
Det frygter rektor på Vordingborg Gymnasium og HF, Jakob Stubgaard.
Nu bliver det sådan, at der er et større pres for karakterer i folkeskolen
Han mener, at især vores del af landet risikerer at blive taber med forslaget til ny reform.
- At hæve adgangskravet til det almene gymnasium STX rammer et område som vores. Vores egn er kendetegnet af, at der ikke er så mange forældre, der har lange, videregående uddannelser, siger han.
Regeringen vil med den nye reform hæve kravet til optagelse på det almindelige gymnasium fra fem til seks på den nye karakterskala.
Samtidig vil de oprette en ny gymnasieuddannelse som kaldes EPX, hvor man kun skal have karakteren fire for at komme ind.
Karakterforskellen kommer til at spille en stor forskel, mener rektoren på Vordingborg Gymnasium og HF.
- Jeg frygter, at det, at man laver forskellige adgangskrav til de forskellige uddannelser, signalerer, at noget er vigtigere og mere svært end andet. Det kan opdele eleverne i to forskellige grupper, der i praksis ikke får så meget med hinanden at gøre, siger Jakob Stubgaard.
Rammer mangfoldigheden
Vordingborg Gymnasium er et af de større gymnasier i vores landsdel og ligger samtidig sammen med andre ungdomsuddannelser i byen.
- I dag er det en styrke på en skole som vores, at de unge mødes på tværs af køn, sociale klasser og den slags. I fremtiden bliver der større forskel på de to gymnasieretninger, end der i dag mellem gymnasiet og HF, siger han.
Også eleverne på gymnasiet er bekymrede over udspillet.
Ella-Malou Vogel fra 3. VZ frygter, at gymnasiet bliver mindre farverigt i fremtiden.
- For mig betyder gymnasiet også ret meget om dannelse. Jeg tror, at når man skærer den nedre del af karakterskalaen, så skærer man de mere skæve karakterer fra, og skaber et mere ensartet gymnasium, hvor klassefællesskaberne også er mindre nuancerede, siger hun.
Også Hannah Nørager Reichel fra 3. A er ked af ændringen, og kalder regeringens udspil ærgerligt.
- Nu bliver det sådan, at der er et større pres for karakterer i folkeskolen, for det hænger sammen med, hvilken fremtid du får, og hvad du kommer til at lave, siger hun.
Et skilt på ryggen
Rektor Jakob Stubgaard mener, at adgangsgrænsen i dag fungerer godt. Den er i dag på fem.
- Når man kombinerer at hæve gennemsnittet på det almene gymnasium med elever, der skal have et mindre snit, så får man skilt eleverne fra hinanden, siger han, og betegner det som et skilt, som de nye EPX-elever får på ryggen, når de går ind i gymnasiet.
- Det er ærgerligt, at det kan ende sådan, siger han.