Det oplyser Mette Zhang, som er meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, tidligt søndag morgen.
Det skyldes en varmfront, som sidst på eftermiddagen søndag vil bevæge sig op over landet med udbredt sne, slud og regn, forklarer hun.
- Varslingen gælder alle dele af Danmark, for fronten ser i løbet af aftenen og natten ud til at skulle bevæge sig ind over hele landet.
Isslag opstår, når underafkølet vand bliver til is på en overflade.
Nedbør, der egentlig falder som sne, bevæger sig således ned gennem et varmere luftlag, hvor det smelter og bliver til vand. Når vandet så når et nyt og koldt lag luft helt nede ved jorden, bliver det underafkølet.
I det øjeblik, hvor vandet rammer jorden, bliver det derfor til is.
- Alle overflader, der rammes af isslag, bliver glaseret med et tyndt lag is, som jo gør, at det bliver glat. Spejlglat, forklarer Mette Zhang.
- Det er cykelstier, veje, fortove, alt. Så det er et ret farligt vejfænomen.